Møder og
arrangementer

Om klubben

Vort netværk

Publicistprisen

Navnlig navne

Studierejser

Anmodning om medlemskab

Kontoret

Bestyrelse m.m.

Love m.v.

Regnskaber

National Press Club of Denmark

Uffe hin kvikke

Det er en ynder sport blandt alle, der skal motivere valget af en prismodtager, længst muligt at holde de forventningsfulde tilhørere i uvished om, hvem der mon denne gang skal tildeles æren og have de rare penge.

Man kredser om personen, prøver at lede tilhørerne på vildveje og længst muligt holde det hen, om det nu er en ung eller gammel, en mand og kvinde, der om lidt skal rejse sig.

Det havde jeg egentlig også tænkt mig at gøre. Men jeg måtte snart opgive mit forehavende. Det er en umulig opgave. Ikke fordi, modtageren i år kan siges at rage op, sådan rent bogstaveligt. Han ville sikkert gerne have været garder, kunne jeg tænke mig. Men dertil rakte centimeterne ikke.

Derimod har lige fra han var lille raget op, i overført forstand,og gjort sig bemærket. I dag er han gråhåret, men er det rigtigt, at ethvert menneske har en evighedsalder, der intet har med dåbsattesten at gøre, så er vor prismodtagers 17 eller lidt under. Han er fræk, han er provokerende som et teenager, han er hurtig i hovedet, han elsker den rappe og replik og at tirre sine omgivelser ved at gå lige til stregen.

Og her siger jeg så for mit eget vedkommende de gamle ord: Jeg leger ikke mer.! Alle vil forlængst have gættet, at årets modtager af Publicistprisen er Uffe, som sidder der og ser så skælmsk ud.

Men er han da ikke politiker, vil nogen måske sige, ja er han ikke først og fremmest politiker. Jo, det er han, og dem giver i os os ikke kaf med at hædre i Publiccistklubben. Men han var først og er nu sidst PUBLICIST,,sådan at forstå, at det var han før han gik ind i politik, og det er han nu, hvor det politiske er lagt på hylden - sådan da. I hvert fald det PARTI-politiske, vil nogle i Venstre nok føje til med et suk.

Uffe begyndte tidligt som journalist, og med Jens Peter Jensen, på hjemøen Fyn kun kaldt Jens Pettter, af andre kendt som Døgnbrænderen, er det ikke underligt. Han var i en menneskealder politisk redaktør af Børsen, og her havde Uffedrengen sin naturlige gang. Som sig hør og bør, når man skal blive til noget stort, gik han iøvrigt med aviser og redigerede skoleblade, først Krudt-Uglen, da han var 12, siden på Birkerød Statsskole ­ Birkebavnen.

Forinden havde han som 12-13-årig leveret bidrag til Socialdemokratens ugentlige børnetillæg, Mini-Avisen.

Jo, vor prismodtager stak tidligt næsen frem. Selv da han begyndte at studere statskundskab på Københavns Universitet slap han ikke journalistikken, men mødte kl. 6 morgen på Berlingske Aftenavis for at at redigere handelssiderne sammen med Johs. Bøggild, før forelæsningerne kaldte kl. 9. De var det berømte år 1968.

To år efter begynder han sin skærm-karriere som økonomisk-politisk medarbejder i TVA. Det var fem år, hvor han slog sit navn fast i offentlighedens bevidsthed og som banede vej til den korte periode som chefredaktør for Børsen. Her kom i klemme, men det var ham, selv der til sidst gik, hvad der er værd at erindre om - hans nylige opfordring til en chefredaktør om at være konsekvent og gå.

Året efter, i 1977, kom han i Folketinget, og fra 82 til 93 var han udenrigsminister, lige akkurat for kort til, at han kunne slå P. Munchs rekord, hvad der ærgrede ham gyseligt.

Det er ikke stedet at høre Uffes regnebrædt som poltiker op. Jeg vil kun sige med et lån fra Tøger Seidenfaden, at han måske var landets mest markante udenrigsminister i efterkrigstiden. Han var så heldig at være ved roret i i en tid med store og positive europæisk omvæltninger ­ og han kunne leve op til det, både da det gik godt, Murens fald og Baltikums befrielse, og når det gik galt. Jeg tænker på fodnoterne og nej'et i 1992. Der blev lyttet til ham. Det er typisk, at det europæiske pressekorps klappede, da han havde sit sidste møde. De anerkendte en minister og genkendte en tidligere og kommende kollega i faget.

Og vende tibage - det gjorde han som bekendt, fra 1998 som klummeskriver hver uge i Berlingske, men i øvrigt med kommentarer mange andre steder og med jævnlige bogudgivelser ­ fjorten ialt er det blevet til gennem årene.

Han er aktuel og skarp som altid. Men det er ikke partipolitik eller i dansk udenrigspolitik og da slet ikke i sit gamle partis interne debat ­ noget andre afgåede partiledere kunne lære meget af - der optager ham. Men han har ikke undladt at blande sig, når det gælder Danmarks omdømme og placering i verden.

Hans publicistik er ikke bare tilbageskuende, men også aktuel og fremadrettet. Han skriver lige skarpt om kold krig og Irak-krig, i øvrigt helt på linje med sin efterfølger som Venstres formand.

Det, der prægede ham de mange år som politiker, præger ham også som publicist og meningsdanner: Prægnans, skarphed, frækhed, vid, mod, tankens og ordets klarhed. Specielt vil jeg i dag fremhæve hans mod, hans civilcourage, og komme med to eksempler:

Med en klumme i 2001 i Berlingeren reddede han Dansk Center for Menneskerettigheder for den planlagte nedlæggelse, hvad der ville have givet Danmark alvorlige ridser sin internationale lak. Det var ikke en aktion, der vakte ubetinget tilfredshed hos hans egne.

Og så tænker jeg naturligvis på hans modige udmelding i Muhammed-sagen, hvor han på et tidligt tidspunkt sejlede direkte op imod synspunkter blandt gamle venner for til gengæld at få applaus fra kredse, han hidtil havde stået fjernt.

Når han gjorde det, er det fordi ­ tror jeg - at der bag hans gavtyveansigt gemmer sig en moralist. Uffe kan som få blive indigneret ­ som politiker og som publicist. Og så skåner han ingen. Vi så det med fodnoterne. Han mente, hvad han mente. Trods mange næser. Vi har også set det, når han tager sit eget fag, jounalistikken, i skole, f. eks. i forbindelse med dansk presses overfladiske behandling af de danske spioner i Polen. Eller når spillet på Christiansborg optager os mere end sagen. Hvad mange har glemt, men fortjener at nævnes, er også, at Uffe sejlede mod strømmen da han kritiserede den mestegris, en gruppe journalister lavede i Tamilsagen.

Men kom ikke og sig, at han er en ringere forsvarer af pressefriheden end dem, der i dag skamrider den. Hellere en useriøs presse, end en ufri, har han sagt. Og en anden gang: Selv et smudsblad er med til at holde demokratiet rent.

Som alle ved, er der én mere i dansk historie, der hedder Uffe. Aldrig har to mennesker haft så ildt til fælles som de to.

Uffe Hin spage, altså den spagfærdige ­ kong Vermunds søn, der i sin ungdom havde været sløv og forædt, men nu i følge Saxo sejrrigt ud- kæmpede en tvekamp på en holm i Ejderen.

Og så vores Uffe, Uffe den Kvikke ­ ham med den kvikke hjerne, det kvikke pen og den kvikke bemærkning.

Kære Uffe: Tak, fordi du aldrig har været spagfærdig! Til lykke med prisen.

Uffe Ellemann Jensens takketale, da han den 20. marts 2006 fik overrakt Publicistprisen.

Tak for den store ære, Publicistklubben viser mig med denne pris.

Ytringsfrihed er jo blevet det store aktuelle tema - og det er da også noget, jeg har beskæftiget mig intenst med i de over 50 år, jeg har virket som publicist. I 1954 debuterede jeg som ansvarhavende redaktør - det var da jeg for opsparede lommepenge startede udgivelsen af et skoleblad med det forpligtende navn "Krudtuglen" - og her oplevede jeg tidligt konsekvenserne af at benytte presse- og ytringsfriheden til hån, spot og latterliggørelse:

Jeg bragte en vittighed om en dreng i parallelklassen med et karakteristisk øgenavn - og da han var både større og stærkere fik jeg bank i et frikvarter.

Det tog nu ikke modet fra mig, og jeg skrev også om en forhadt tysklærer - med udskældning og lave karakterer til følge.

Jeg fortsatte upåagtet min udforskning af ytringsfrihedens grænser da jeg kom i gymnasiet, og blev redaktør af skolebladet "Birkebavnen". Bladet trykte et meget morsomt smædedigt om vores fransklærer - skrevet af en klassekammerat under pseudonym - og da rektor forlangte at få oplyst synderens navn, henviste jeg til kildebeskyttelse og pressefrihed. Det havde rektor ikke meget respekt for - og han henviste til, at bladet lå på alle byens barbersaloner - på det tidspunkt var der to i Birkerød, for dér foregik det - så det var jo virkelig hån, spot og latterliggørelse, der gjorde ondt. Men jeg trodsede truslen om relegering, og affæren drev over, uden at presse- og ytringsfriheden var blevet anfægtet.

Senere i min journalistiske karriere blev jeg dog på en fin måde gjort opmærksom på, at en smule selvcensur måske kunne være på sin plads: Jeg var blevet journalist på Berlingske Aftenavis, og skrev om nogle handelsforhandlinger, som dengang optog sindene - og hvor Frankrig som så ofte før (og siden) spændte ben for en liberalisering. Jeg havde set mig godt gal på den franske udenrigsminister Couve de Murville - og flere dage i træk brugte jeg et usædvanligt ondskabsfuldt billede af ham som illustration til mine artikler. Hån, spot og latterliggørelse, så det klodsede.

Så på tredjedagen trak den gamle redaktionssekretær Poul Lassen mig til side og sagde: "Det kan godt være, De selv finder det morsomt - men er det egentlig en fin måde at benytte Deres magt til at fylde spalterne på?" Han brugte ikke sin formelle magt til at forlange et andet billede sat på - han appellerede bare til den finfølelse eller smag, om man vil, der jo gerne skal ligge et sted inde i hovedet på enhver, der har fået overdraget det privilegium at publicere.

Og lad os så tage det lange spring frem til i dag - hvor vi i snart et halvt år har diskuteret nogle karikaturtegninger i en jysk avis, som er blevet gjort til en sag om ytringsfrihed - hvad jeg mener det slet ikke er.

Men det er da eftertrykkeligt blevet slået fast, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Hvis nogen havde været i tvivl. Men har vi meningsfrihed? Og forstår vi at håndtere ytringsfriheden?

Når man følger debatten, som blev udløst af reaktionerne på Muhammed-karikaturerne, kan man komme i tvivl. Hvis nogen vover at sætte spørgsmålstegn ved den demonstration af ytringsfrihed, som udløste krisen, bliver de sat i bås som modstandere af ytringsfrihed. Det sker ofte med en uforsonlig sprogbrug og heftighed, man sjældent oplever i den danske debat. Jeg fristes til at betegne tonen som "skinger" og "hysterisk" - og da mange af debattørerne er mænd, kan jeg vel tillade mig det uden at få en håndtaske i hovedet. Men - hvis ytringsfriheden gøres vigtigere end meningsfriheden, hvad er den så værd? Så bliver den jo meningsløs! Det må være muligt at have en mening om, hvordan ytringsfriheden skal håndteres uden at blive presset ud i en "enten-er-du-for-eller-imod"-situation.

Det virkeligt interessante er, at den danske debat om håndteringen af ytringsfriheden adskiller sig markant fra debatten i verden udenfor Danmark.

Det får mig til at tænke på Piet Heins lille huskevers for den sidste individualist:

Hvad rager det dèn,
som er sikker på sit,
at resten af verden
er ude af trit?

Med fare for at udløse endnu flere vrede reaktioner vil jeg vove den påstand, at den danske debat risikerer at ende i en form for provinsiel fundamentalisme, som passer dårligt til det billede, vi ellers gerne vil tegne af os selv som verdensborgere, der i ord og ikke mindst i gerning lever op til det internationale samfunds behov for hensyntagen og stabilitet.

Ytringsfrihed og pressefrihed er uløseligt knyttet til demokratiet, som vi kender det i vores kulturkreds. Den personlige frihed, ejendomsretten, markedskræfternes (nogenlunde) frie spil, retssamfundet - alt skal overvåges af den frie presse, som sørger for gennemsigtighed og placering af ansvar. Den frie presse - og dermed ytringsfriheden - er en uundværlig søjle i denne konstruktion. Det kan føre til groteske resultater, indrømmet, men det er nu engang sådan, at selv smudspressen er med til at holde demokratiet rent. Det ved vi i vores kulturkreds, hvor alle med ansvar har lært at leve med smudspressens excesser. Det er en del af prisen, der må betales.

Men at gøre tilsmudsningen til et formål i sig selv er vel ikke noget at stræbe efter?

Må jeg minde om det credo, som den frie presses anerkendte fyrtårn - New York Times - for over 100 år siden opstillede for sit virke: "All The News That's Fit to Print" - alle de nyheder der er egnede til at trykke.

Egnede! Altså ikke "alt hvad der falder enhver journalist ind" - men kun det, der er "egnet" til at trykke. Jamen, er det ikke selvcensur? Jo, naturligvis er det dét! For selvcensur er jo noget, ethvert normalt menneske udøver i sin omgang med andre mennesker - hvis man da ikke bare er ude på at yppe kiv ved enhver given lejlighed. Og den begrænsning i New York Times anvendelse af ytringsfriheden og pressefriheden har jo heller ikke forhindret avisen i t leve op til sin målsætning om at være "en uafhængig avis, aldeles frygtløs, fri for ydre påvirkning, og uselvisk forpligtet til at varetage almenvellet". Store ord - men de har altså også 110 år på bagen….

Der er tale om en selvpålagt begrænsning i anvendelsen af nogle frihedsrettigheder, som i øvrigt genfindes i stort set alle amerikanske medier, når det gælder forholdet mellem racer og religioner og kulturer. De er selvpålagte, fordi amerikansk presse ikke har de samme begrænsninger i ytrings- og pressefrihed, som for eksempel dansk presse. De danske begrænsninger er vi senest blevet mindet om, da rigsadvokaten udtalte sig i spørgsmålet om, hvorvidt der skulle rejses tiltale mod Jyllands-Posten for offentliggørelse af Muhammed-karikaturerne i september sidste år. Han mente ikke, der skulle rejses tiltale. Men fandt anledning til at minde om, at ytringsfriheden ikke er ubegrænset. Religiøse følelser er beskyttet mod spot og forhånelse af straffeloven. Og det er derfor i strid med gældende ret, når det er hævdet, at man skal finde sig i "hån, spot og latterliggørelse".

Sagt på en anden måde: Godt nok har vi ytringsfrihed - men! Der er et "men", og det er sat af loven.

Nu er rigsadvokaten jo ikke en domstol, han er bare en myndighed, der i sager som den aktuelle skal tænke lidt praktisk - og undgå at belaste retssystemet med sager, der efter anklagemyndighedens vurdering ikke har chance for at føre til domfældelse. Men netop fordi det ikke er en domstol, kan man jo også tillade sig at fremføre andre opfattelser. Og det skete pudsigt nok i en lederartikel i en dansk avis dagen før afgørelsen om Muhammed-karikaturerne. Det var i en helt anden sag - den om dørmændene på Cafe Rust - hvor der heller ikke blev rejst tiltale. Og her skrev avisen så i sin leder: "…som dansk retsvæsen fungerer, må der ikke kunne rejses blot den mindste tvivl i en så alvorlig sag"… og videre: "Hellere lade en ekstra tiltale stå sin prøve for domstolene end at svække retsvæsenets troværdighed varigt, hvis tvivlen derefter består."

Det var jo kloge ord i Jyllands-Posten. For det var der, man kunne læse den ledende artikel.

Jeg vil så føje til, at det vil være sørgeligt, hvis diskussionen om ytringsfrihed og pressefrihed reduceres til et juridisk skoleridt. Jeg foretrækker langt den amerikanske model, med et minimum af lovgivning, men til gengæld de selvpålagte begrænsninger, som er så glimrende udtrykt i New York Times' credo. Det pålægger nemlig også de ansvarlige en pligt til at overveje konsekvenserne af, hvad de foretager sig.

Der var næppe nogen der kunne forestille sig de voldsomme konsekvenser det fik, at en dansk avis trykte nogle karikaturer med det formål at demonstrere den ytringsfrihed, som efter avisens opfattelse skal tvinge et religiøst mindretal til at finde sig i "hån, spot og latterliggørelse" - hvilket ville have været ulovligt, ifølge rigsadvokaten. Hvoraf man altså kan slutte, at der var tale om et mislykket forsøg på at løse opgaven, eftersom det ikke førte til tiltale.

Men da konsekvenserne af karikaturerne begyndte at aftegne sig, var reaktionen en trodsig pukken på den ret, der altså ikke eksisterede. Hvorved krisen eskalerede. Der er for mig ingen tvivl om, at dette har gjort stor skade på Danmarks internationale omdømme. Men på den anden side er det jo i vort lille land en velerhvervet rettighed at lukke os ude fra verden - som senest har demonstreret det med folkeafstemningen om Euro'en. Problemet er blot, at denne gang er det ikke kun os selv, der kommer til at betale prisen. Og det er årsagen til, at vore venner og allierede ude i verden har reageret så køligt på den situation, danskerne har skabt for sig selv. Naturligvis vises der solidaritet, når der sættes ild til danske ambassader - men der vises ikke forståelse for, at der fra Danmark er udsendt en provokation, som er blevet grebet af de ekstremistiske kræfter, som bestandig er på udsigt efter en anledning til at tænde en brand.

Historien rummer alt for mange eksempler på, at en katastrofal udvikling er udløst af en begivenhed, som har ramt et ømt punkt - uden at den pågældende begivenhed i sig selv har haft hensigt endsige format til at starte noget stort. Som verden ser ud i dag, skal man være ekstra varsom med unødige provokationer. Det har ikke noget med eftergivenhed eller frygtsomhed at gøre. Det er et spørgsmål om ansvarlighed og sund fornuft i internationale relationer. Og så er det et spørgsmål om frisind og tolerance.

Danmark har ændret sig. Da Den danske Publicistklub blev stiftet for over 125 år siden - som Journalistforeningen i Kjøbenhavn "til bedre forståelse under selskabelige møders tvangfri samvær" - var en af forsidenyhederne i de samtidige aviser, at udvandringen fra Danmark nu var oppe på 3.000 om året.

Siden er billedet som bekendt vendt. Danmark er i dag et multietnisk samfund, hvor forskellige religioner og kulturer skal leve sammen. Det gør vi ikke ved at udsætte hinanden for hån og spot og latterliggørelse, men ved at lære hinanden at kende, og skabe grundlag for åbenhed og gensidig respekt. Det skylder vi ytringsfriheden og pressefriheden. Og her ligger en stor opgave for danske publicister.