Publicistprisen

Her er, hvad medlem af priskomiteen Tøger Seidenfaden sagde til Connie Hedegaard ved overrækkelsen af Publicistprisen på Publicistklubbens generalforsamling den 4. marts 2003:

Som I alle ved har Publicistklubben den fine tradition, at Publicistprisen – 25.000 kr. der er stillet til rådighed af Tuborgfonden – uddeles af en komité, der består af de 22 tidligere Publicistprismodtagere.

Jeg kan afsløre, at det er et solidt flertal af de tidligere modtagere, der deltog i årets møde i sidste uge, og at selv om andre muligheder og navne naturligvis blev drøftet – talentmassen fejler ikke noget – så er det en enstemmig komité, der står bag dagens valg: Alle kunne tilslutte sig, at netop Connie Hedegaard i eminent grad er en publicist, der fortjener denne særlige hæder.

Hvert år diskuteres det naturligvis også i komitéen, hvad det egentlig vil sige at være en god publicist, og som man vil huske fra tidligere år, så er komitéen ikke bange for at forny og udvide rammerne for, hvad det omfatter: Man behøver ikke at være journalist, man kan vide både alting om ingenting eller ingenting om alt – altså være både generalist og specialist – man kan virke litterært, med humor, med reportage eller med tung sagkundskab i publicistikkens – det vil sige i offentlighedens – tjeneste.

Alligevel er det vigtigt at holde fast i selve kernen i det at være publicist, og det er netop, hvad vi mener at have gjort, med dette års valg.

At være publicist vil sige at arbejde i meningsdannelsens tjeneste. Ligesom så mange andre gør man det typisk i medierne, men hvor de fleste her arbejder i informationsfrihedens tjeneste, så står publicisten i et særlig nært forhold til den endnu fornemmere værdi, der vokser ud af informationsfrihedens muld og uden hvilken den ikke rigtig giver mening, nemlig – ytringsfriheden.

Ytringsfrihed har vi alle ret til, men i et mediesamfund og i et moderne demokrati, er vi afhængige af, at der er nogle, der ytrer sig kvalificeret og engageret sig i den offentlige mediesamtale, hvor vi alle sammen kan mødes uden de smålige hensyn til tid og rum, der før i tiden gjorde meninger til en privat eller - i magtens korridorer – meget elitær affære.

At være publicist er dybest set at hjælpe andre til at orientere sig, til at danne sig en opfattelse, og dermed til at kunne forholde sig til og påvirke sin samtid. Som sådan er publicisten en uundværlig del af åndedrættet og dynamikken i et demokratisk samfund.

Men publicister er ikke noget organiseret erhverv. Der findes ikke nogen publicist-uddannelse, eller noget publicist-forbund (kun en klub), medierne ansætter stort set ikke publicister (slet ikke på fuldtid), de er ikke anerkendt som en del af den fjerde statsmagt, der i øvrigt heller ikke selv er opregnet i grundloven.

Samfundet er derfor afhængigt af, at der er mennesker, der selv påtager sig opgaven og fylder den godt ud. Der skal være nogen, der har lysten og evnerne, også til rampelyset, javel, men vel at mærke også til at gå til opgaven med den disciplin og saglighed, der er forudsætningen for at være en rigtig god publicist i helhedens – eller dele af helhedens – tjeneste.

Dette er netop et sådant engageret, disciplineret, sagligt argumenterende og højt kvalificeret menneske, vi gerne vil belønne og hædre i år.

Kære Connie Hedegaard: Du skal have Publicistprisen 2003.

Du begyndte dit voksenliv med at gøre en kometkarriere som folkevalgt. Fra at være Folketingets vist nok yngste, men bestemt ikke mindst hørbare og usynlige medlem, blev du på få år politisk ordfører for det, der dengang var statsministerens parti, ja, du blev en del af det trekløver, der i valgkampen tegnede partiet for offentligheden. Du gjorde det oven i købet med udgangspunkt i et engagement i forsvarspolitik og sikkerhedspolitik, der sjældent har været vejen til en lynkarriere i dansk politik. Du ville utvivlsomt være blevet minister, og med din integritet – og partiets problemer - er det såmænd ikke usandsynligt, at du få år senere kunne være blevet partiets redningskrans og fornyer: Guderne skal vide at dit gamle parti ofte har haft behov for det – ja, sagt i denne snævre kreds stadig har det. Men du ville hellere være noget andet – dig selv, en friere fugl, men stadig i offentlighedens tjeneste. Det var et tidligt tegn på den høje standard og integritet, der er dit kendemærke, at du gik – men uden at smække med døren. Selv om det kunne have været fristende, valgte du hverken at kaste skidt på dit parti, eller på den Christiansborg-verden, du forlod; hvilket er så meget desto mere bemærkelsesværdigt i lyset af hvor mange gode grunde du kunne have haft til at gøre det første, og hvor megen hurtig anerkendelse du havde fået i offentligheden, hvis du havde gjort det sidste. Men sådan er du ikke – og den respekt for det politiske liv, som du har bevaret, selv om du har fravalgt det, er en af de ting der gør dig til en fornem, og netop demokratisk, publicist.

Du har ikke fortrudt dit valg – det kan siges med stor sikkerhed, ikke bare fordi du udstråler glæde ved dit virke, men fordi du helt sikker har fået adskillige politiske tilbud om at fortryde det, som du har sagt nej til – og vi andre har bestemt heller ikke grund til at fortryde dit valg. Du begyndte uden dikkedarer at arbejde som journalist, og demonstrerede, at din karriere ikke havde givet dig nykker, men at du var stand til at arbejde professionelt som en del af holdarbejdet på et stort dagblad.

Der gik ikke mange år får du blev chef på – eller rettere i - den store bøvlede og besværlige mediearbejdsplads, der hedder DR. Jeg ved ikke, hvor inspirerende de år var på de indre linjer, men også her formåede du at tilføre din chef-rolle en klar evne både til kritisk selvrefleksion, og til de markeringer af fagets etik som mange mediechefer ofte glemmer i en blanding af loyalitets- og bekvemmelighedshensyn.

Og så blev du studievært i DR2 – den gennemgående figur i Deadline, den, der fra starten ramte rollen bedst, og den som stadig bedst får den saglige spænding, det nøgterne, men intense engagement ind i stuen, der gør dialogerne og duellerne i den udsendelse til noget af det bedste public service-fjernsyn, der udbydes. Som studievært med holdningsstof på dagsordenen er du en indirekte publicist; det er ikke dine egne holdninger, der skal frem, og din evne til at vende den kritiske brod i begge retninger er professionel i ordets bedste og stærkeste betydning. Men selv om man kan være i tvivl om – sådan som man også helst skal være det – hvor du selv står mellem aftenen ofte to kombattanter, så er man ikke i tvivl om, at emnet er vigtigt; det vedkommer dig, og det brænder igennem skærmen og kommer dermed til at berøre seerne og den demokratiske offentlighed.

Men selvfølgelig kan dit engagement ikke nøjes med at komme indirekte til udtryk. Derfor er det da også – foruden via mange vigtige offentlige hverv og roller i gode sagers tjeneste – i en årrække kommet til udtryk i Politikens spalter. Her, i det trykte medie, finder vi publicistikken i dens klassiske, rene form, og her har du fundet og ramt en stadig mere markant og vedkommende stemme. Det er i sidste ende det, der gør dig til det indlysende valg som modtager af årets Publicistpris, som du er.

Det er fristende at begynde at læse brudstykker op, eller opregne dine største hits. Det skal jeg spare dig for – en lang række af de nyeste er da også lige til at gå til på nettet. Men to ord om, hvad det er, der gør dem så gode:

I en tid hvor henvendelser til offentligheden ofte enten er så personlige og subjektive, at de mere ligner en blanding af skrig og klynk end et ræsonnement – eller omvendt er så teknokratiske, abstrakte og upersonlige, at mennesket bag – og dermed de mennesker, det drejer sig om – glider helt ud af fokus – så formår du at forme det personligt prægede, men samtidig argumenterede og saglige standpunkt. Da du som den første med virkelig tyngde tog fat i statsministerens første nytårstale, og pillede hans problematiske angreb på de såkaldte smagsdommere fra hinanden, gjorde det ondt på den lejr, de fleste stadig forbinder dig med – men du fik udstillet cand. polit. Anders Fogh Rasmussens populisme, og jeg fornemmer det har hjulpet – lidt. OG når du tidligt i den standende krigsdebat stillede det simple krav, at vi snart må holde med bare at analysere og rapportere og tage stilling til den Irak-krig – ja, da kom du både de store demonstrationer i forkøbet, og stillede os alle sammen over for en udfordring, der ikke bliver ringere af, at Folketinget stadig ikke har mandet sig op til at mene noget – og jeg såmænd også selv stadig sidder på stakittet.

Ikke flere eksempler: Du gør det godt, fordi du aldrig pjatter, men fordi du argumenterer, fordi du kan skrive, fordi du har både hjertet og hjernen med, og fordi din integritet er så høj, som den er.

Du er kort sagt en rigtig publicist – en af de bedste.

Tillykke med det.

TALEN FRA CONNIE:

Her er, hvad Connie Hedegaard svarede, da hun fik Publicistprisen 2003:

TAK. 1000 tak for den smukke motivering - som selvfølgelig også er alt for smuk (det ligger vel lidt i genren...?) - meeen... det gør jo ikke just motiveringen mindre forpligtende. En særlig tak til dig Tøger for, at netop DU lagde ansigt til... Og tak naturligvis til Tuborgfondet og underdirektør Roelsen for den materielle del af festen.

At modtage Publicistprisen er lidt som at rykke op i en ny division - det forpligter i næsten skræmmende grad, når man ser sig om i en forsamling af mennesker, hvis professionalisme man på forskellig vis nærer dyb respekt for og for nogles vedkommende jo har beundret ganske langt tilbage. 1000 tak fordi I vil have mig med ind i Jeres fine selskab. Det er jeg stolt over. Måske jeg også er det i særlig grad, fordi det jo ikke kan nægtes, at min indgang til journalistikken blev lidt bagvendt - også mere bagvendt end den unge litt.vid.stud. i sin tid havde tænkt sig. Det der med at rykke over i journalistikkens verden forsynet med et stort (parti)politisk rygmærke - ikke de-cideret brændemærke, meeen... - kræver det jo lidt tid at gøre sig fri af. Ikke mindst i andres øjne.

Til gengæld er jeg så så privilegeret nu at være lige præcis dér, hvor jeg gerne vil være. At sidde dér og være med til aften efter aften at bestyre et efterhånden ikke helt ubetydeligt forsamlingshus for de samfundsinteresserede danskere er et privilegium - OG en forpligtelse. Oven i købet må vi på Deadline også have holdninger til tingene - vi skal ikke kun stille neutrale HV-spørgsmål - i Dead-line må vi også gerne mene noget, som man selvfølgelig både har ret og pligt til det i klummerne. Det ER noget underligt noget det med at lave direkte fjernsyn: Man sender noget ud i det blå - man gør det nu, lige nu, det er live og kan ergo ikke gøres om. Det giver en særlig spænding - det kræver også en særlig koncentration på begge sider af bordet; Men det giver jo også næsten ubegrænsede muligheder for at noget/et eller andet, kan gå galt. Og det gør det jo så også ofte. Ikke at seerne nødvendigvis reagerer af dén grund. Næh... som oftest råder tavsheden. (Subsidiært seertallene. Som Havel har sagt: Det er meget mærkeligt med fjernsyn - Hvis der er sendt noget virkelig bras, og der har været mange seere, der overværede katastrofen, ja så siger man ikke: Nej, hvor forfærdeligt - næh, man glæder sig over det høje seertal...) Nu er ”for mange seere” ikke Deadlines allermest tyngende problem... og i det hele taget har vi jo fået lov til at insistere på, at det stadig må være muligt at være massemedium uden nødvendigvis at skulle søge at henvende sig til alle på en gang. Og et forsamlingshus på efterhånden den rigtige side af de 100.000 er jo også et pænt stort forsamlingshus.

Men som oftest er ens egen dom den hårdeste. Ens ærgrelse over det, der ikke lykkedes, kan blive siddende i kroppen ganske længe - og man ER jo sårbar, eftersom makværket ER sendt ud! Det spørgsmål man burde have stillet men som der ikke blev tid til, eller som man glemte, eller som interviewet af uransagelige årsager (eller somme tider alt for let ransagelige) årsager drejede væk fra, så det blev umuligt at vende tilbage til... det nager og plager én - måske også næste dag, når en ny udsendelse truer... Også selv om min 1. kollega på Deadline Frank Esmann altid sagde: ”Husk, det er bare fjernsyn...” Og skulle man undtagelsesvist selv være tilfreds, ja så skal efterkritikken nok vide at bringe én på andre tanker.

I kender det selv det med, at den enkelte redaktion - af også mange gode grunde - bliver så overfokuseret på det, der ikke lykkes... Og netop i forhold til den udsathed man føler dér alene i værtsstolen, ja så er det et fantastisk dejligt rygstød at få, når professionelle mennesker, der kender præmisserne - mange af Jer har selv prøvet det - via en pris tilkendegiver, at ”Jo, men: Vi kan godt se, at du/at I prøver.” Det at nogle bemærker bestræbelsen er med til at man - at jeg - tør bevæge mig også derud, hvor resultatet - svaret/reaktionen - ikke er givet på forhånd, men hvor der måske til gengæld er en ekstra pointe, en ny nuance at hente. Det gælder også klummerne - når man sidder der foran den tomme skærm og tænker: Hvem er jeg, der nu skal belemre verden med min uforgribelige mening/analyse/input til den videre debat.

Igen: Nogle tror sikkert, at for sådan nogle som os - mennesker med meninger - der er det snarere et spørgsmål om ikke at kunne lade være - og det er måske også en del af sandheden; men man blotter sig jo også en lille smule - hver gang. Og aner dybest set heller ikke dér, hvordan det modtages derude.

Det med holdninger - og meninger - skal jo doseres med måde; men mit grundsyn er, at eftersom der bag ethvert journalistisk valg jo ligger en holdning - et nyhedssyn - så må vi også stå ved, at sådan er det.

Ikke at vi skal lave politiserende journalistik, naturligvis ikke. Men vi skal stå ved, at vi ikke bare er dem, der refererer ”de andre”, de rigtige magthavere. Vi foretager - ud fra hver vores horisont, viden, indsigt og forståelse af hvad der er væsentligt og mindre væsentligt, ud fra vores tro på hvad læseren/seeren kan kapere, en evig afvejning: Hvordan skal vi gribe det her an? Hvor skal vi lægge snittet - hvad er vinklen? Hvad er første spørgsmål, og hvem skal have det - Hvem skal inviteres ind? Skal vi lave et lille rask slagsmål mellem Frank Aaen og Pia Kjærsgaard, om... ja, ligegyldigt om hvad, underholdende skal det jo nok blive, når de råber i hvert sit verdenshjørne, og tiden går jo så da.... - men noget stort bidrag til den demokratiske debat bliver det jo sjældent...

Med denne magt til at vælge - og til at vælge fra - følger et ansvar - et medansvar for samfundsdebatten, som man må vedstå sig, i samme øjeblik man vover at lægge beslag på det, der iflg. Milan Kundera er det moderne menneske knappeste ressource: Opmærksomhed...

Mens jeg var på Berlingske Tidende skrev jeg en længere serie om demokrati og deltagelse, om dialog mellem folkevalgte og folk og sådan noget... Åbningsartiklen var lang - også for lang syntes redaktionssekretæren, som med et tonefald, der antydede, at han ikke rigtig selv troede på, at det nyttede noget, så forsøgte han dog at belære mig: Altså, Her bedriver vi journalistik - ikke folkeoplysning.

Se, at journalistik og folkeoplysning ikke er det samme, det... er jeg helt klar på. Det er unægtelig også et udsagn, der er et vist empirisk belæg for. Men jeg kan ikke acceptere, at journalistik og folkeoplysning nødvendigvis er uforenelige størrelser. Og i hvert fald synes jeg, at det i en tid, hvor begreberne somme tider fjerner sig unødvendigt langt fra hinanden - bl.a. fordi for mange både i pressen og blandt politikerne er fælles om at undervurdere borgerne - er en forpligtelse i det mindste at forsøge at trække i den anden retning - f.eks. ved at spørge: Kan dette gøre folk klogere? Er det relevant? Er det væsentligt? Deri ligger ingen garanti for et godt resultat; men at I sætter pris på bestræbelsen, er jeg meget taknemmelig over - og jeg ved, at mine kolleger på Deadline-redaktionen også vil være det.

I brevet fra Bent A. Koch stod der, at: ”... efter Tøger S. taler prismodtageren.” Nu er jeg jo vant til at det altid er en god idé at vide: Hvor lang tid har vi - er det 5 min., 10 min. eller forventede man måske et helt højskoleforedrag...???

Jeg HAR forstået at det ikke var det sidste, så.... det er lidt ligesom på fjernsyn: der er den tid, der er - og så må man altså prøve at få sit hovedbudskab frem på den tid, der er afsat. Og tiden ER gået - ikke ”Tak fordi I kom” - men tak fordi jeg måtte komme (Henius) TAK for opmærksomheden... Hjertelig TAK for Publicistprisen 2003.