Den Danske Publicistklub
National Press Club of Denmark

Forsiden

Møder og
arrangementer

Om klubben

Publicistprisen

Navnlig navne

Studierejser

Anmodning om medlemskab

Kontoret

Bestyrelse m.m.

Love m.v.

Regnskaber

National Press Club of Denmark

 

Publicistprisen

Hans Hertel: Takketale for Publicistprisen på Københavns Rådhus 2. marts 2005

Mine damer og herrer. Kære publicister!

Tak til Mette Winge. Tak til Publicistklubben. Jeg er dybt beæret over at modtage netop dén pris og komme i selskab med skribenter jeg beundrer. Jeg vil kvittere med – som jeg er blevet bedt om – at fortælle hvordan jeg selv blev publicist, og jeg vil søge at gøre det alment, så det også handler om tiden siden 50’rne. Undervejs tegner nogle af denne ærværdige klubs medlemmer.

Hvordan det begyndte?      Jeg kan svare med tillempet citat af Johs. V. Jensen: Som dreng skar jeg skibe - og skrev skoleblade. Det gjorde jeg gennem ni år fra 3. klasse til 3. G. Først var de håndsat med gummityper, så blev de trykt på hektografmasse, så avancerede vi til duplikator. Min moster i Boligministeriet duplikerede diskret bladet i ministeriets kælder – et tidligt eksempel på statslig pressestøtte.

Det var mit første værksted. Jeg arrangerede skolebladskongresser i efterårsferien, hvor kendte bladfolk talte til os grønskollinger. Jeg skrev til avisernes nye ungdoms-sider – det var det store hit her i ungdomsdyrkelsens tid - og fortsatte med kronikker.

     Som 19-årig rekrut i Flyvevåbnet blev jeg medredaktør af Danske Studerendes Fællesråds avis: Studenterbladet. Det blev redigeret og trykt i Politikens Hus. Vi brød selv om i bly på 5. sal. Det var et kreativt miljø med mange senere kendte folk: Asger Thylstrup, Anders Bodelsen, Henrik Stangerup, Johs. Møllehave, Peter Kemp og Niels Helveg Petersen. Mange af os fortsatte i dagspressen.

     Her blev jeg hooked for life. Jeg fortsatte på Ekstra Bladet, derefter Aktuelt og Information, hvor jeg var i 22 år: 1966-88. Siden 1988 har jeg været på Politiken. Dermed har jeg gjort hele den 2. trykrevolution med: fra maskinsats til fotosats og skærme, og det føles næsten som at ha’ været med siden Gutenberg.

 

Siden har jeg leget med næsten alle medier: aviser, tidsskrifter, bøger, radio, tv, film. Jeg kom i smagsdommerlære på KU, men for mig har blade, forlag og Danmarks Radio været et andet universitet, ligeså vigtigt som dét på Frue Plads og Amager Fælled. Det er en daglig glæde at forbinde de to verdener, teori og praksis.

     En første lærer blev min ungdomsven Henrik Stangerups far, Hakon Stangerup.

Han var professor ved Handelshøjskolen i kultur- og pressehistorie – og ved siden af kulturredaktør på det konservative Dagens Nyheder og en fin kritiker. I det stange-rup’ske hus gik skrivemaskinen altid, i højt humør. Her så jeg første gang dobbeltdriften forskning og journalistik. Det var en særlig oplevelse at besøge papa Stangerup i Dagens Nyheders hus Ved Stranden over for Christiansborg. Det var etatsråd Ferslews gamle bladhus. Det var herfra Herman Bang i 1884 beskrev Christiansborgs brand, og faktisk så huset ud som om ikke havde været istandsat siden. Avisen var finansieret af Dansk Arbejdsgiverforening og levede under sultegrænsen, indtil den blev lukket 1961. Der var huller i stole og trapper, man turde knap bruge elevatoren. Men huset havde sjæl - og store journalister.    

     Min næste læremester var Politikens legendariske kronikredaktør Harald Mogensen. Han ondulerede mine første kronikker. Han skar hele afsnit ud, det gav et stik i hjertet, men Mogensen sagde bare: Læseren savner det ikke! Han var dygtig til at kreere debatter og slagsmål. Jeg fik selv ørerne i maskinen med to kronikker om ung dansk litteraturs selvoptagethed og verdensfjernhed. Det førte til et dramatisk debatmøde i Studenterforeningen, hvor jeg blev slagtet af alle. Det var godt at jeg havde lært nærkampteknik på Flyvevåbnets rekrutskole i Karup.

     1958 blev Harald Mogensen chefredaktør for Ekstra Bladet og trak os unge fra Studenterbladet med. Vi skulle lære at skrive kort og klart, og som den første i Danmark fik Mogensen målt artiklernes læselighed. En dag standsede han mig på gangen og sagde: ’Tillykke, Hertel, Deres klarhedsprocent er steget.’ Det lød som en urinprøve. Det var det næsten også. Det var sprogmagister Kaj Boms første lix-undersøgelser.

     Og derefter blev jeg filet til af tre inspirerende kulturredaktører: Rachel Bæklund på Ekstra Bladet, Rosa Krotochinsky på Aktuelt og Palle Koch på Information.

     Den morsomste redaktion jeg har været medlem af var tidsskriftet Perspektiv 1965-69, hvor Jørgen Schleimann var redaktør og forfatteren Per Højholt sad i redaktionen. Vi grinede som jeg aldrig har grinet. Tidsskriftet fik tilskud fra Kongressen for kulturel Frihed i Paris, men det blev afsløret at det kom fra CIA. Stor forargelse. Schleimann var ophøjet ligeglad, det havde han da vidst hele tiden, og vi havde jo total redaktionel frihed. Dengang var jeg lidt flov over det, men siden har jeg haft glæde af det. Det med CIA nok grunden til at jeg ikke er blevet hængt ud af Bent Blüdnikow og Ulrik Høy som kryptokommunist.

     Jeg har været begunstiget med markante kolleger med høj klarhedsprocent: folk som Leif Blædel, Nils Ufer og Hansgeorg Lenz – for bare at nævne tre. Jeg er så heldig at have haft fire store chefredaktører: Børge Outze, Torben Krogh, Herbert Pundik og Tøger Seidenfaden. Den frækkeste af de fire er Pundik. Jeg har været så heldig at arbejde med gode forlæggere, fra Hans Reitzel til Kurt Fromberg.

 

Man kan slet ikke overvurdere disse publicisters betydning som inspiratorer og smittespredere. Det hænger også sammen med atmosfæren i mediemiljøet. Jeg en af de få universitetsfolk der har fået publicistprisen og kan sammenligne de to miljøer. Det falder ikke ud til universitetsmiljøets fordel.

     Det inspirerende i mediemiljøet er jo at man er fælles om den daglige opgave at lave en god avis, god radio, gode bøger. Teamworket og entusiasmen smitter. Jeg har oplevet Information under 70’rnes medarbejderdemokrati - dét Nils Ufer kaldte arbejder- og soldaterrådenes tid. Det var endeløs palaver på endeløse plenummøder. Men vi brændte for at lave avis. Det er den samme atmosfære jeg oplever nu på Politikens kulturredaktion med Bjørn Bredal og Jesper Friis som chefer. 

     Jeg har glimrende kolleger – fine forskere, gode kammerater – på mit eget Institut for nordiske Studier og Sprogvidenskab. Men generelt er universitetsmiljøer tit mere indadvendte og ugenerøse. Man holder kortene tæt til kroppen. Man siger nødig noget om hinandens meritter, slet ikke noget opmuntrende - som gode redaktører gør. Måske skyldes det jalousi og konkurrence, men det skyldes også at mange forskere definerer deres videnskabelighed negativt - ved demonstrativ afstand til lægfolk. Mange opfatter medieaktivitet og formidling som pop.  

     Det var ligesom i 1869 da den unge Georg Brandes søgte rejsestipendium på Københavns Universitet for at færdiggøre sin disputats. Da hans rejseansøgning kom op i konsistorium, sagde den klassiske filolog J. M. Madvig: ”Brandes har i den sidste Tid arbeidet mere for Bladene end jeg ønskede, men der er Dygtighed i ham.”  

     Det lille men rummer en fuldfed fordom, der stadig er udbredt. Det var det samme i 1970’rne efter studenteroprøret. Dele af den nye fagkritik kaldte sig forskning for folket, men gemte sig bag mandarinsprog med guirlander af fremmedord. En af mine kolleger sagde demonstrativt: ”Vi skriver ikke litteraturvidenskab for læsende tandlæger.”       

     At hægte tandlægerne af blev omvendt bevis på videnskabelighed. I øvrigt var det nok også klogt af tandlægerne at holde sig væk, hvis de ikke ville knække gebisset.

 

Jeg har været så privilegeret at have haft universitetslærere der kunne formidle på højt plan. Paul V. Rubow var en eminent stilist. Sven Møller Kristensen var samfunds-debattør lige til sin død i 1991. Med min egne bøger og min verdenslitteraturhistorie har jeg altid sigtet mod the common reader. Jeg mener at kreativt fortællende historie-formidling som Paul Hammerichs Danmarkskrønike og analytisk historieforskning supplerer hinanden, og det glæder mig at Hammerichs krønike og Lise Nørgaards Matador har vundet respekt også blandt yngre historikere. Alt i alt er jeg helt enig med den tidligere chef for TV-Avisen der sagde: ”Hvad hjælper det at have en god historie, hvis den er pakket ind i brunt papir?”  

     Jeg er inspireret af den angelsaksiske tradition som man - sat på spidsen – kan sammenfatte i at god forskning kan udkomme som Penguin Book. For englændere er dødssynd nr. 1 at være tør – pedestrian – og kedelig. Jeg læste forleden en anmeldelse i et engelsk historisk tidsskrift, hvor en historiker tildelte politiker førsteprisen i kedsommelighed: ”He was a prize bore without a sense of humour, a figure to be avoided.” Sådan!

     Mine helte i angelsaksisk litteraturvidenskab og kulturanalyse er engagerede kritikere som englænderne Raymond Williams & Terry Eagleton og amerikanerne Irving Howe & Edward W. Said. Især Said. Som palæstinensisk amerikaner stod Said mellem flere kulturer. Han var kritisk mod alle parter i Mellemøst-konflikten og mod de islamiske diktaturer. Han er inkarnation af det begreb amerikanerne kalder the public intellectual som bruger sin indsigt til at afdække fordomme. F.eks. sled han for at dekonstruere vestlige mediers fordrejede billede af den islamiske verden og vise hvordan det efter 11. sept. blev brugt til at legitimere indgreb i frihedsrettighederne, i den såkaldte ’patriotisme’s og terrorbekæmpelsens hellige navn. Saids analyser er kommet med i John Pilgers nyudkomne antologi om investigative journalism – side om side med de store reportere. Det er flot – og  retfærdigt.

 

     Edward Said bygger på en offentlighedsopfattelse som jeg vil kalde ærke-publicistisk. Den idé at universiteterne ved siden af uddannelse og forskning har en tredje funktion: en almenkulturel funktion som et uafhængigt kritisk miljø, der formidler sin indsigt ud i den offentlige debat for at præge samfundet. Det er et stort privilegium at kunne forske frit, jeg glæder mig over det hver dag, men efter min kogebog er det også en pligt at formidle og debattere offentligt. Det er ikke bare en høflighed mod skatteborgerne der betaler gildet. Det er til alles bedste.

     Dette syn bygger på dyb tillid til nytten af at go public. Vi der er vokset op i 40’rne og 50’rne, har fået det ind med skolemælken. Det var den tro på den offentlige samtale og Det Trykte Ord der fik os til at kritisere 50’rnes autoriteter, selv om vores skoleblade var under rektors censur. Da min årgang til mellemskoleeksamen 1954 fik et sæt absurd barnlige stileemner, protesterede jeg rasende først i selve stilen, så med en artikel i mit skoleblad, og så sendte jeg bladet til avisernes skolemedarbejdere. Min familie var rædselsslagen, tænk hvis jeg nu ikke blev rykket op i gymnasiet, men de havde jo selv givet os dén tillid til offentligheden, og det gik godt. Aviserne tog sagen op, og ministeriet ændrede praksis.  

     Det var samme tillid til den kritiske offentlighed der for tre år siden fik nogle stykker af os omkring professor Ditlev Tamm til at gå op mod planen om at flytte Rigsarkivet til en brakmark ved Odense. Ved at gøre det til en offentlig diskussion indsamlede vi hurtigt 12.000 underskrifter, og planen faldt til jorden som den døde sild den var.

 

Bag ved min publicistiske opfattelse af intellektuelles kritiske funktion ligger også et par p.t. forkætrede navne: Georg Brandes og Poul Henningsen. Her til sidst er jeg nødt til at bekende at jeg er arveligt belastet.      

     Jeg kommer fra en konservativ familie, men det var en social og frisindet konservatisme. Den art konservatisme tilhører nu de truede dyrearter, ligesom det der engang hed Venstres grundtvigianske frisind. Jeg fik Brandes GB og PH ind med modermælken. Min farmor var en konservativ lektor ved Zahles Skole, men på min 18 års fødselsdag kom hun i taxa med en cementtung kuffert. Gaven var Georg Brandes’ Samlede Skrifter.

     Da jeg blev student samme år skrev jeg en kronik i Politiken der bragte mig i debat med Poul Henningsen. Det var en ungdommelig kritik af velfærdsstaten, som jeg mente tog initiativet fra folk. Men så svarede PH, vi diskuterede i flere indlæg, og jeg blev belært af PHs tålmodige pædagogik. Det var meget overbevisende. Mit synspunkt dengang mindede om Anders Fogh Rasmussens senere berømte bog om minimalstaten. Det synspunkt har statsministeren vistnok forladt, men modsat mig gjorde han det næppe under påvirkning af PH.    

     De utrættelige publicister Brandes og PH blev centrale for moderniseringen af dansk bevidsthed. De to’s kompromisløse frihedsbegreb er også inspiration for mig i mit aktuelle forskningsprojekt om det 20. årh.s kulturkamp: om hvordan den totalitære fristelse – den kommunistiske og den fascistiske – også ramte dele af dansk kulturliv. De to er med mig daglig. Hver morgen på min joggingtur i Kongens Have og Østre Anlæg hilser jeg på Brandes på hans sokkel over for DSB i Sølvgade. Begge har formuleret den kritiske intellektuelles opgave.     

     Brandes skrev som 80-årig 1922: ”Det er nødvendigt, at der af og til kommer En, som gør det grove Arbejde at sige Sandhed. Vi kan jo ikke evigt leve af den politiske Slim, som tyldes i os.” Det citat vil mange finde højaktuelt.

     Brandes sagde det mere høvisk i 1920: ”Det er ikke Troen, men Kritiken, som flytter Bjerge, Kritiken, som bryder og rydder nye Baner, flytter alle Autoritetstroens, Fordommenes, den idéløse Magts og den døde Overleverings Bjerge.”

     Poul Henningsen sagde det samme - på rim: ”Den der siger det forkerte / handler rigtigt. / Derved sker det.”

     Nu er der mere end nogensinde brug for publicister der tør sige det forkerte. 50’ernes problem var autoritetstroen og den patriarkalske styring – som det så fint skildres i Krøniken. 50’erne var de  barske normers tid, børn var klaprende rædde for deres forældre. Nu er det omvendt: nu er forældre bange for deres børn, ligesom politikerne er bange for opinionstallene. Begge reagerer med at tale ’børnene’ efter munden og fedte for vælgerne med børnechecks, ældrechecks og hule løfter.

     Hvor er de kritikere der fastholder vores idealer? Hvor er de fagfolk der tør vurdere vores pinlige flygtningepolitik i forhold til FN’s flygtningekonvention? Hvorfor turde de økonomiske vismænd ikke fremlægge deres analyser under valgkampen? Hvorfor kan vi ikke få gang i den nødvendige reform af velfærdsstaten, som alle ansvarlige partier burde samarbejde om? Hvorfor skal læger der vover at kritisere sundhedssektorens deroute, mødes med fyringer og trusler?

     Mange akademikere og embedsmænd – især dem på åremålskontrakt  – tør ikke synge frit ud, og på kort sigt er det måske bekvemt for politikerne. Men på længere sigt er det en dårlig forretning. Samfundet lever af den frie kritik – og visner uden.

     Jeg er klar over at statsministeren har det skidt med de berømte ”smagsdommere”, men jeg siger det helt upolemisk, og det må meget gerne citeres: embedsmændenes ytringsfrihed bør sikres ved lov, så vi får en helt fri debat. Den er forudsætning for at vi kan udvikle det videnssamfund der er målet.

 

Selv har jeg tænkt mig at skrive videre også for de læsende tandlæger. Jeg tager prisen som opfordring til at holde krudtet tørt - og klarhedsprocenten høj.

     Og jeg håber at holde ud længe. Mit idol er en af Danmarks ældste publicister. Tidligere plantageejer Vilhelm Jung var 102 år i 1990, da han udgav to erindringsbøger om sit liv på Sumatra. Ved et Gyldendal-stævne i Ålborg dét år holdt unge Jung 200 nordjyske boghandlere i ånde med skipperskrøner. Først ved midnat brød han af. ”Nu må jeg i seng,” sagde han, ”jeg skal tidligt op i morgen og besøge mine døtre på plejehjemmet.”


Den Danske Publicistklub - Strandvejen 203 - 2900 Hellerup.
Telefon: 33 93 17 89. Fax: 39 62 53 18.
e-mail
Webdesign: Hans-Henrik Landsvig