Den Danske Publicistklub
National Press Club of Denmark

Forsiden

Møder og
arrangementer

Om klubben

Publicistprisen

Navnlig navne

Studierejser
   Bruxelles
   Grækenland
   Moskva
   Sicilien
   Taiwan

Anmodning om medlemskab

Kontoret

Bestyrelse m.m.

Love m.v.

Regnskaber

National Press Club of Denmark

Piazza Danimarca med Søren Kofoeds skulptur ligger op til to børnehaver og et ungdomscenter.

Flet et hjerte til børnene i Corleone

Af Hanne Carstensen,
dansk konsul i Palermo

1. december 2005

I 1997 kom den danske journalist Mario Riewerts til Corleone. Byens dengang eneste hotel var fuldt belagt og i sin nød henvendte han sig til den lokale bartender på byens torv. "Du kan sove hjemme hos mig" var det resolutte gæstfrie svar og i tre dage boede Mario hos Giuseppe Rugirello med fuld kost og rundvisning i byen.

Han blev så forbløffet over denne uventede venlighed i en by, der har et lidt mere lyssky renomme, at han fortalte det til alle sine venner i Danmark. Hermed startede et lille eventyr, som siden har bundet stærke venskabsbånd mellem Corleone og Danmark.

To af hans venner, som netop skulle giftes, besluttede nemlig at brylluppet skulle stå i Corleone. Dette vakte så stor opsigt såvel i den danske som i den italienske presse at det blev et rigtigt mediebryllup. Brudeparret plantede et oliventræ på en plads i byen, det første af en lang række som efterfølgende 12 danske brudepar plantede.

I november 2004 blev Piazza Danimarca gjort færdig.


 

Pladsen blev i 1999 indviet af Den danske Publicistklub og navngivet "Piazza Danimarca" (Danmarkspladsen). Året efter skænkede billedhuggeren Søren Koefoed en flot marmorstatue, "Den nye Dag", til pladsen.

I november 2004 blev Piazza Danimarca endeligt gjort færdig, og Mario Riewerts blev, sammen med den danske konsul Hanne Carstensen, som havde været mellemled ved samtlige bryllupper, udnævnt til æresborgere i byen.

Ved samme lejlighed lovede Hanne Carstensen, at hun ville skaffe en legeplads til Piazza Danimarca, hvor der ligger to børnehaver.

De bosiddende danskere i Palermo er derfor i år gået i gang med at organisere en dansk julestue i den gamle station på pladsen med salg af dansk julepynt og en auktion af 200 danske juleplatter. Dagen er fastsat til den 18 december 2005.

Der bliver også en dansk julemiddag på den lokale restaurant, hvis overskud ligeledes skal finansiere legepladsen på Piazza Danimarca.

Virring Produktionsskole, der fremstiller legepladser, er gået med på ideen og har sendt et første projekt til fremvisning på dagen.

Publicistklubbens medlemmer i Corleone i 1999. Klik på billedet for at se en større udgave.

Vil du være med til at støtte denne lille bid af Danmark på Sicilien og dermed finansiere legepladsen i Corleone? Flet et hjerte, klip en engel, lav en julestjerne eller anden dansk julepynt og send det til det danske konsulat i Palermo:

Consolato Danese
Piazza Don Bosco 6
90143 Palermo
Italia

Hvis du endvidere sender din adresse og en e-mail vil du efter den 18. december få et referat af forløbet.

Du må også gerne være med til dagen. Et værelse med morgenmad i Corleone koster omkring 35 € per person.

Ønsker du yderligere oplysninger kan du sende en e-mail til info@sikania.it.

Læs også vort bestyrelsesmedlem Sidse Ewalds
beretning om klubbens besøg i Corleone.


Den Danske Publicistklub - Strandvejen 203 - 2900 Hellerup.
Telefon: 33 93 17 89. Fax: 39 62 53 18.
e-mail
Webdesign: Hans-Henrik Landsvig