|
Den Danske Publicistklub National Press Club of Denmark |
![]() |
|
Forsiden National Press Club of Denmark
|
Publicistklubbens Lange Linie Aquavit
Klubbens medlemmer har ofte set en flaske af den helt specielle Lange Linie Aquavit overrakt til én, som klubben skylder en særlig tak.
Opskriften på indholdet er ca. 150 år gammel, og produktet blev lanceret allerede i 1840. Skaberen var en vis Anthon Larsen, som tog navneforandring til Brøndum. Han mente nemlig ikke, at en et spiritusmærke med et så kedsommeligt navn som Larsen ville have nogen fremtid på markedet…..
Men snaps havde han forstand på, og han har lagt navn adskillige af Aalborg-aquavitterne, så pas på, hvis I vil ud og finde en flaske med et - næsten - tilsvarende indhold hos købmanden.
Det er Brøndums Kummenaquavit - og ingen anden. I øvrigt kan den være svær at finde, for af en eller anden mærkelig grund er det den mindst solgte af Aalborg-snapsene.
Fabrikanten skriver selv:
Brøndum Kummenaquavit vil man opleve som en af de mest krydrede blandt
de klare Aalborg-akvavitter. Allerede i duften møder man kommen, kanel,
en anelse stjerneanis, appelsin og ren lakrids. Det er en frugtagtig akvavit med
en fin og kompleks eftersmag.
Brøndum Kummenaquavit egner sig med sin høje
alkoholstyrke til lidt fede spiser som f.eks. et stykke med flæskesteg eller leverpostej
med surt. Den er bedst, når man serverer den afkølet, for så giver den en fin kontrast
til det smagsgivende fedt i den solide mad, samtidig med at den giver retten ekstra
smag og duft.
Det var den festlige brændevinsbrænder Anthon Brøndum (1809-1873),
der gav navn til denne akvavit for kendere.
Alkoholstyrke: 45 pct. vol.
Publicistklubbens akvavit adskiller sig fra købmandens kummenaquavit ved at have været sejlet hele to gange forbi Den lille Havfrue i selskab med klubbens bestyrelse, hvilket naturligvis kun kan forbedre smagen - af snapsen. I øvrigt har der enkelte gange været alvorlige problemer med at opretholde denne tradition. En gang var statuen således på havfrue-hospitalet på grund af hærværk, så ordlyden i protokollerne måtte ændres til, at snapsen var sejlet forbi det sted, hvor Den lille Havfrue skulle have stået.
Desuden er indholdet tappet på en klar flaske, så man kan læse certifikatet bag på etiketten. Den er tegnet af vort medlem Poul Holck, som desværre døde i 2002.
|