Møder og
arrangementer

Om klubben

Vort netværk

Publicistprisen

Navnlig navne

Studierejser

Medlemskab

Kontoret

Bestyrelse m.m.

Love m.v.

Regnskaber

National Press Club of Denmark

Tak….

Et blik på listen over de, der har fået denne fine pris plus en enkelt som ikke har fået den udgør en slags checkliste over de, jeg skal takke. Først de, der gør det muligt: Min familie, som holder det ud - P1, som siden 2001 hvert år har fornyet kontrakten på Mennesker og Medier, Information og Ekstra Bladet for spalteplads.

Jeg er jo kommet i den alder, hvor jeg ikke kan huske en pind uden en dosmerseddel. Og så er det jo også en seddel, der rummer en række højdepunkter i et snart 45 år langt liv i og med det, som Ole Vinding engang skrev til mig, da han forærede mig sin reportagebog om den spanske borgerkrig: "Til min unge kollega i verdens bedste fag"

Men prisvinder-listen skaber jo også en stor grad af ydmyghed - en egenskab, der ikke just er fremherskende i vores fag. Øverst står Mogens Vemmer, som gav en 20-årig journalistelev fra Middelfart Venstreblad sin første mikrofon i hånden på den fantastiske lege- og udviklingsplads, som DR's BU-afdeling var i tresserne…

Så er der Ulla Terkelsen, som gav en gammel partikammerat fra Østjylland husly og et meget, meget dyrt besøg hos en mondæn herrefrisør i London, da jeg kom langhåret og træt hjem efter 6 måneder i Biafra. Hun var også en del af den fantastiske TVA-redaktion, hvor vi i årenes løb skiftedes til at lave journalistik og være chefer for hinanden. En redaktion, der omfattede ikke mindre end fire andre prisvindere. Flemming Madsen, Ole Sippel, Uffe Ellemann, Mette Fugl og min ældste, bedste og mest inspirerende kammerat igennem 42 år Lasse Ellegaard. Noget må vi da have gjort rigtigt.

Så er der prisvinder Jan Stage, oversergent, hemmelig agent, digter, forfatter, journalist og rejsefælle i Latinamerika, Afrika og USA som i en fængselscelle i 1976 hos det chilenske Gestapo, befalede mig at beholde slipset på, da vi blev beordret til at tage det af. "Hvis vi skal dø her, 8000 kilometer fra vort fædreland, ønsker vi at dø med værdighed" sagde han til DINAs bødler, som respektfuldt trak sig tilbage for en stund.

Og så er den chef og inspirator, som måske har betydet mest for mig. Min første chef på radioens Orientering, som var nomineret til dagens pris som han burde have haft for mange år siden. Jørgen Schleimann inspirerede til fri debat og fri journalistik på radioprogrammet Orientering. Mere end nogen anden lærte han mig at stille spørgsmål - gerne meget lange spørgsmål - ved stort set alt. Han skabte et miljø, som var så u-dansk som noget. Omkring ham lå stabler af Le Monde, Nouvel Observateur og New York Times. Hans kontaktnet indeholdt journalister, skribenter og politikere med eksotiske navne. Han var - og er stadig - en verdensborger, selvom han nu bor i Munkebo. Han var global før det blev moderne og selvom han kommer fra Rudkøbing og taler fynsk var det den store omverden, der kom først. Det var ikke os MOD de andre. Det var de andre OG os. For uden at have spurgt ham, er jeg sikker på at han ville sige, at uden de andre, ville vi ikke være noget som helst.

Hver dag får jeg at vide, at jeg ikke længere lever i et lille dansk stammesamfund, men i en globaliseret, sammenhængende verden. En sommerfugls vingeslag i Hong Kong kan forårsage en snestorm i New York, som det så lyrisk beskrives. Vi skal tænke globalt og handle globalt, siger regeringen og erhvervslivet i alle festtalerne. Og vi skal tænke på balancen - tydeligvis mest betalingsbalancen, valutabalancen og handelsbalancen.

Vi er så globale, at de første krige vi officielt har udkæmpet siden 1864, er i Irak og Afghanistan. Vi er globale, når vi tænder for computeren og fjernsynet, hvor langt størstedelen af programmerne kommer et andet sted fra. Vi er for længst blevet musikalsk globale og forleden løb en indisk-engelsk bolly-hollywood-film (med en næsten-dansk fotograf) med otte Oscars. Når man følger danske, toneangivende medier kan man ind imellem undre sig. Trods globaliseringen bliver de mere og mere danske, mere og mere indadvendte og - for nu at sætte tingene på spidsen - mere og mere primitive i dækningen af, forståelse for og dialog med "de andre."

Den store polske udenrigsreporter og forfatter Ryszard Kapuscinski holdt kort før sin død i 2007 en række forelæsninger, hvor han så tilbage på sit mere end 50 år lange korrespondentliv - et liv viet til kontakten til, oplevelsen af og dialogen med "de andre". Hans journalistik var inspireret af den litauisk-jødiske filosof Emmanuel Levinás, der - selvom han boede i Frankrig, Descartes' hjemland - ikke ubetinget købte Descartes berømte læresætning om, at "jeg tænker, derfor ER jeg." Nej, mente han, "At jeg ER er kun muligt gennem en anerkendelse af de andre". Undskyld det lidt højtravende - jeg er journalist og IKKE filosof, men den journalistiske version er vel, at uden en anerkendelse af, forståelse for og dialog med de andre, er vi ingenting. Hvis vi lukker os om os selv og kun tager udgangspunkt i, eller vinkler alt i forhold til vor egen provinsielle, danske, snævre og kortsigtede politiske eller økonomiske virkelighed, ER vi ikke noget.

Men det hele er så forbandet svært. Vi skal som journalister hele tiden finde den skæve, salgbare og anderledes vinkel - og den skal helst have nærhed. Og skal derfor være dansk. Som det berømte vers, trykt i Politiken før første verdenskrig om en stormflod i Bengalen: "Titusind mennesker mennesker blev stormens rov - de var dog Gule, Gudskelov!" Vi skal lynhurtigt forklare en kompliceret verden med en enkelt sætning. Historien skal indeholde identifikation, fascination og - hvis der er tid til det - information. Det er derfor fristende nemt at lave dem-imod-os-historier.

Krigen mellem indvandrerbander og rockere fylder helt berettiget medierne. Indvandrerbanderne - "de andre" - er svære at få i tale. De opfatter omvendt medierne som "de andre" og er afvisende og truende overfor journalister og fotografer, som nu er begyndt at bære skudsikre veste. Nørrebro er blevet fjendeland. Rockerne er langt fra uskyldsrene - men det er jo ikke deres skyld at indvandrerbanderne er opstået. Så i den sammenhæng er rockerne næsten ligesom os. Og de er ikke ligefrem Hallal-Hippier. Alene antydningen, er grund til at iføre sig skudsikker vest. I journalistikkens dramaturgi sniger aktantmodellens krav om helte og skurke, modstandere og medhjælpere sig ubønhørligt ind. Forleden blev Jønke interviewet i bl.a. i Politiken, hvor han bekymret beskriver de etniske bander som "skruppelløse." Sagt af en autoritativ kilde, der egenhændigt og skruppelløst mejede Makrellen ned med en maskinpistol. Selvom Jønke er rocker og dømt for mord, er han næsten "en af os" og tilhører i hvert fald ikke "de andre". Så han er i alle medier.

Når journalister skal lave en hurtig tekst eller et live-indslag til strømmen af breaking news, leder vi efter den hurtige og lette kilde. En af os. Politiets flinke og velformulerede talsmænd er altid klar. En undersøgelse for nylig viste, at politiet er den altovervejende enkeltkilde til langt størstedelen af danske mediers kriminalstof. Ordensmagten synes at rykke hurtigere ud til medierne end til borgerne.

Politikerne rykker allerhurtigst ud. VORES politikere elsker at tale med og skrive i pressen. I modsætning til "de andre". Så hvis mediedækningen så opleves som lidt skæv, så er det ikke vores, men de andres skyld.

Kristeligt Dagblad skrev for nyligt om, hvem der var mest aktive i mediernes religionsdebat. En debat, som avisen beskrev, som "den foretrukne stridsplads, hvor diskussionen om danskhed og danske værdier føres". En debat, hvis foretrukne emner er terrorisme, islamisering og mordforsøg.

Avisen søgte omhyggeligt i databaserne efter de mest citerede personer i 9 landsdækkende dagblade i 2008. Top 20-listen indeholdt 18 kristne og 2 muslimer. De to muslimer var Naser Khader og Asmaa Abdol Hamid. De fem mest citerede var fra toppen Anders Fogh Rasmussen, Birthe Rønn Hornbech, Villy Søvndal, Pia Kjærsgaard og fhv. biskop Jan Lindhardt. Det var en markant illustration af en af dansk journalistiks store udfordringer. Vi taler for lidt med "de andre". Det er også svært, når de stigende krav om hurtighed, produktivitet og konkurrencedygtighed skal honoreres. Nuancerne, analyserne, baggrunden og balancen forsvinder, fordi de tager det, som der stor mangel på: Tid!!

I fredags inviterede jeg Reino Arild Pedersen ind som Ugens Gæst i Mennesker og Medier på P1. Samme Pedersen er jo næsten en af os, selvom han har valgt at være en af de andre ved at tage navnet Abdul Wahid og være Imam på Nørrebro. I telefonen spurgte han lidt spøgende, om jeg nu turde komme til Blågårdsgade. Samme dag fik jeg en mail fra en kollega, der mente at jeg burde lave noget om det frygtelige i, at journalister og pressefotografer nu måtte tage skudsikker vest på, når de bevægede sig ind i krigszonen på Nørrebro. Men jeg bevægede mig uden problemer og uden skudsikker vest til Blågårdsgade og opdagede under samtalen at jeg ikke var i en krigszone, men i en gråzone. Da talen faldt på stening af kvinder følte jeg mig i et dilemmafyldt ingenmandsland mellem den islamiske pakkeløsning, hvor du blindt skal acceptere hele pakken og den danske supermarkedsløsning, hvor du frit kan vælge og fortolke og i øvrigt kan være kristen uden at løbe kirken på dørene. Hvordan kan man "teologisk" gå ind for stening og i praksis være modstander af den? Og selv ved mødet med Imamen fra Djursland blev det tydeligt, at det kræver dages, måneders ellers års anstrengelser bare at komme i nærheden af en ægte dialog. Og den tid har vi journalister ikke. Artiklen skal være færdig, nyhedsbabyen skal fodres, vinklen skal være forståelig, overskriften skal sælge.

Måske skulle vi gøre lidt mere for at skaffe os den tid. Bare for lirke den lukkede dør mellem dem og os en lille smule på klem. Den journalistiske og publicistiske behandling af de andre - hvad enten det handler om religion eller bandekrige - skal ikke være politisk korrekt, omhyggeligt afbalanceret eller savlende af offer-medlidenhed. Hvad enten vi vil det eller ej er det de andre OG os. Danske og ikke-danske forbrydere skal behandles éns. Både af politi, efterretningstjenester og medierne. Men når det politiske flertal i strid med menneskerettigheder og EU-domme rent faktisk lovfæster forskels-behandlingen er det jo ikke så mærkeligt, at medierne kan blive fristet til at gøre det samme. Ikke alle medier, og ikke alle journalister, naturligvis. Berlingske Tidendes afsløringer om udlændingeservice er al ære værd, men man griber sig i at tænke, om historien havde været lige så slagkraftig, hvis ikke halvdelen af den handlede om os, som ikke uden videre kan gifte os med en af dem. Tænk, hvis det havde været omvendt.

Os og de andre er tidens vigtigste publicistiske udfordring. Det ER selvfølgelig en bedre historie, hvis den indeholder masser af konflikt. Og det gør den. Men den indeholder også sameksistens, dialog, små og uendeligt langsomme fremskridt. Men de er ikke breaking news. Hvis de beskrives er det langt inde i bladet og i det sjældne positive indslag på TV. Hvis det kun beskrives (og dermed opleves) som en krig, kan det ende som en selvopfyldende profeti, en medieskabt virkelighed. En rigtig krig. Men det er jo ikke vores problem. Vi er jo kun journalister, der til hudløshed påstår, at vi kun beskriver virkeligheden.

Overrækkelsen blev motiveret af Karen Thisted, hvis manuskript var håndskrevet: