Jeg har for øvrigt taget denne tegning med. Den fortæller meget om samfundet, synes jeg. Den er fra det forrige valg, hvor Fogh, som han gør før alle valg, lejede socialdemokrat indtil vælgerne havde stemt.

Men jeg er altså sur. Måske oven i købet rasende! Jeg er ved at udvikle et usundt had til mine omgivelser, som ikke er skyldige i andet, end at de er ved at indføre minimalstaten både i mit land og i min opgang.

Jeg vil også sige tak til min far. Han er død nu, men var arbejder og det, man i dag lidt hånligt kalder for en god socialdemokrat, og i vores familie er det arveligt.

Han voksede op på landet. Han blev født på en stor gård, som min farfar spillede væk på hestene. Da min far var syv år gammel, byggede han sig en cykel af gamle reservedele. Det opdagede min bedstefar, som var venstrebonde. Han huggede cyklen, solgte den, scorede gevinsten og gik til hestevæddeløb.

Så vidste min far, hvor han havde partiet Venstre.

Siden har min familie været gode socialdemokrater, hvilket er mere end man kan sige om både Nyrup og Helle Thorning. Min far arbejdede på Plumrose konservesfabrik til sin død. Derfor var min barndom fyldt med cocktailpølser og spare-ribs, som min mor kogte til ukendelighed og serverede med melboller og porer.

Tak til hende også. Hun voksede op i Trondhjem, hvor hun lærte at strække maden, så der var næsten nok til alle. I min barndom var hun husmoderafløser og avancerede senere til strikkeekspert. Jeg har faktisk stået på en strikkeudstilling i Bella-Centret og strikket en sweater med et indviklet mønster på strikkemaskine. Mine forældres statsminister hed Anker og tak til ham også. Sammen sørgede de for, at tingene blev bedre, og at både jeg og mine søskende fik en uddannelse. I 1968 blev jeg oven i købet til mine forældres store irritation student og intellektuel. Min far syntes, at det var noget pjat. "Knægten skal ud og lære noget," som han sagde. Og måske havde han ret, for jeg blev klogere og klogere og endte med at være tæt på at frelse verden. Jeg kunne finde på at diskutere hvad som helst. Den begyndende forurening og litteratur.
"Var det ikke dig, der siger, at bilerne forurener?" som min mor hånede mig, når jeg dagligt forsøgte at låne den røde Morris Marina, som min mor købte, da familien var kommet lidt ved muffen.

”Du skal klippes først!” sagde hun.

Men politisk var der aldrig slinger i valsen. Jeg blev en god socialdemokrat. Akkurat som min far og mor, mine søskende (selvom min bror stemmer på de konservative), mine onkler og fastre. Så politik, det var der ingen grund til at diskutere.

Nu er jeg blevet ældre end midaldrende. Jeg startede som betonsocialdemokrat, og i takt med, at murene faldt og mine venstreorienterede venner fik store stillinger og drog mod højre, stod jeg i stampe og endte derfor ude på venstrefløjen. Ud til venstre med mig. Helt derud, hvor jeg er latterlig. Og til min store overraskelse, er både min avis Politiken og Tøger også endt derude. Da jeg for mange år siden på Weekendavisen fik Tøger som chefredaktør, lå han politisk halvvejs ude omkring Djenkis Kahn. Og Politiken var en borgerlig avis. Men vi er altså blevet overhalet højre om.

Det er pinligt! Men på vejen, var der nogle år, hvor jeg befandt mig samme sted som mine omgivelser. Det var lykkelige år. Det kørte. Socialdemokraterne afløste Schlüter, og selvom Lykketoft var lige lovlig liberal efter min smag, og HK kunne finde på at indrykke en annonce i avisen med slagordet: "Solidarisk med dig selv", havde mine ligesindede stadig et spinkelt flertal i opgangen.

Men så gik det galt.

Fogh vandt både folketingsvalget og generalforsamlingen i min andelsforening.

Før det andet systemskifte i 2001 var jeg stolt over at være dansker. Når jeg var i udlandet og blev spurgt: ”Er du tysker?” rettede jeg ryggen. ”Dansker,” svarede jeg og mente dermed, at jeg er en både frisindet og tolerant mand, som ikke lader småfolk i stikken.

Søren Krarup har fundet sit fjendebillede i en bog fra 1907. Den hed ”Systemet Politiken”, og den forbander de kulturradikale. Brødrene Brandes og de typer. Alle dem, jeg har været stolt af at være landsmand med.

Vi kan kalde tiden før systemskiftet for: ’Systemet Anker’. For selv om han ikke var statsminister hele tiden, delte flertallet af danskerne hans tanker om en anstændig opførsel.

Griskhed var et fyord dengang.

Så pludselig havde vi Fogh som statsminister.

Når udlændinge nu spørger mig, hvor jeg kommer fra, bøjer jeg nakken og svarer: ”Danmark,” og skynder mig at tilføje: ”Men jeg har ikke stemt på Fogh.” I har alle hørt ham i denne weekend stå og sole sig i den dårligste præsident, USA nogensinde har haft.

Pinligt!

Jeg har hørt tre unge mennesker stå på Sankt Hans Torv og udtale til Tv-avisen: ”Det er i orden at være egoist.”

Det var det ikke i Ankers tid.

Det er Foghs skyld. Det er hans kulturkamp. Danskerne var ikke gode nok til Fogh, så han satte sig for at forandre os fra sociale og rimelige mennesker til egoister. Det har været hans plan, siden han udgav sit sidestykke til Mao´s lille røde: ’Fra socialstat til minimalstat’. Og det er lykkedes.

Det er sådan noget, der gør det flovt at være dansker.

Der er en sammenhæng mellem det uendeligt små og det uendeligt store, som Georg Brandes skrev. Fjern solidariteten mellem de enkelte mennesker i opgangen, og du fjerner solidariteten i hele landet. Farum-modellen hedder systemet også. Og på landsplan virker den som i andelsforeningen og i Farum. Nogle få af vennerne, f.eks. Thor Pedersen og Henning Dyremose, bliver rige, og resten sidder tilbage med smerten.

Hvorom alting er, og som lille bitte Brian har proklameret:

Kulturkampen er vundet. Minimalstaten er indført, sygdomme og TV2 er blevet privatiseret, og snart følger min mors plejehjem efter. De venstreorienterede er fyret fra Danmarks radio og lille Brian har fået lov til at skrive i skolebladet.

Og jeg tabte! Men jeg nedlægger ikke våbnene. I kampen mellem ytringsfrihed og Fogh, kan man ikke stå neutralt, så jeg og min neger Poul Einer har dannet en modstandsgruppe, hvor vi kæmper for, at systemet Anker bliver genindført i Danmark.

Ingen statsminister skal om 60 år komme og sige, at jeg gik ind for samarbejdspolitikken.

Den Danske Publicistklub - Strandvejen 203 - 2900 Hellerup.
Telefon: 33 93 17 89. Fax: 39 62 53 18.
e-mail
Webdesign: Hans-Henrik Landsvig