|
Den Danske Publicistklub National Press Club of Denmark |
![]() |
|
Forsiden National Press Club of Denmark
|
PublicistprisenOle Sippels tale efter at han den 2. marts 2004 havde modtaget Publicistprisen:
Hvis jeg skal dømme efter
den righoldige presseomtale jeg fik sidste sommer, er det næppe helt ved siden
af at antage, at der nok skal være en og anden som vil kalde klubbens valg i år
til prisen - skal vi nøjes med at sige: Kontroversielt. Men det må
udvælgelses-komiteen alene tage ANSVARET for - eller SKYLDEN som vi ofte siger
i radio og TV når terrorbombere har været på spil. Men inden stormskyerne
måske samler sig over udvælgelses-komiteen, skal der fra mig TIL GENGÆLD i
rigets nye ”noget for noget”-atmosfære lyde en både stor og ydmyg tak. Når jeg ser på hvem der
tidligere har modtaget prisen, er det kun en fornøjelse at bryde med mit
mangeårige princip, som jeg har lånt af Groucho Marx: Den klub der vil have mig
som medlem, ønsker jeg ikke at være medlem af. Prisen falder unægtelig
på et tørt sted. Jeg har altid set min opgave som udlandskorrespondent at være
budbringer af såvel gode som dårlige tidender med det håb, at de der gad lytte,
se og læse måtte få et bedre beslutningsgrundlag ved stemmeurnerne. Men nu er
det jo sådan, at dårlige tidender, og oplysninger der strider mod velforankrede
fordomme, sjældent vækker jubel, og mange budbringere har i historiens løb måttet
bøde derfor med deres liv. Det har jeg lykkeligvis
undgået indtil nu, men jeg har følt pustet i nakken fra karaktermordere fra
både ind- og udland - således som Vibeke også var inde på det lige før. Men det hører jo med til
metier´en - det eneste som virkelig har såret mig er dem der har kaldt mig
antisemit. Det er en nedrig
infamitet - for at sige det lige ud: en sjofelhed. Naturligvis uden mindste
grundlag. Jeg ser prisen i dag som
en af de største hædersbevisninger i mit liv - og samtidig tillader jeg mig at
se den som et håndslag til den journalistiske skole, jeg har forsøgt at
efterleve, og som jeg mener alle mediefolk skal følge. Nemlig at kunne give
læsere, lyttere og seere så store lunser af sandheden og virkeligheden, som det
nu engang er muligt at hente frem bag politikernes, spin-doctorernes og andre
fremtrædende samfundsaktørers stadig højere palisader. Velvidende naturligvis
at der næppe findes én entydig sandhed, og at det derfor er pressens opgave at
lade alle forskellige synspunkter og holdninger komme frem. Men træerne vokser som
bekendt ikke ind i himlen. Jeg kan i dag ikke undgå at sammenligne med den
nylige uddeling af en anden eftertragtet mediepris - Cavling-prisen. Her
hædrede statsministeren kollegerne med sin tilstedeværelse. Så vidt jeg kan se er han
her ikke i dag. Jeg vil dog ikke man skal
lægge andet i det, end at han har andre og vigtigere ting at tage sig til - og
at han tager presse- og informationsfriheden lige så alvorligt som ved
Cavling-prisuddelingen - at oplysninger og synspunkter skal brydes, også når de
går ham og regeringen imod, fordi den frie debat lidt højstemt sagt er
grundlaget for det ægte, velfungerende og tolerante demokrati, de fleste
danskere slutter op om. Men intet i denne verden
er jo fuldkomment - og derfor kunne det måske være lønsomt at kigge lidt
nærmere på rigets demokratiske temperatur. Både sådan i al almindelighed og i
medierne, der jo som opgave har at sørge for grovbrødet med de
sundhedsbevarende fibre. Set fra Mellemøsten er
temperaturen i de senere år gået en eller måske endda halvanden lidt bekymrende
grad i vejret. Man kan så indvende, at Mellemøsten med sit velkendte til himlen
skrigende demokratiske underskud ikke er det bedste udgangspunkt til sikre
målinger af demokratiske temperaturer. På den anden side får man der jo brutalt
syn for sagn, hvad det medfører, når folket er berøvet indflydelse på
samfundets sejlads. --- Samtidig med at det
danske rige for første gang siden 1800-tallet sidste år formelt erklærede et
andet land krig, har der også udspillet sig en nådesløs kamp på de indre
linier. Kulturkamp og værdidebat kalder nogle konflikten - og som sådan højst
tiltrængt. Men hvor er den foreløbig endt - og har den overhovedet haft en
begyndelse? Min iagttagelse er, at i
stedet for at få en reel debat om de værdier, der skal bære os frem i det nye
årtusinde, har fundamentalister og populister på højrefløjen kastet sig ud i et
hævntogt - et likvideringsforsøg af anderledes tænkende befolkningsgrupper.
Landsforrædere kan man næsten fornemme de mener, disse grupper er - i hvert
fald er de u-danske, og enkelte af dem har endda siddet til bords i Kreml eller
været på sommerlejr i DDR. I begyndelsen var fy-råbet ”venstreorienteret” -
siden, da denne gruppe svandt ind, og man mente der var langt flere misliebige
medborgere, endda nogen, som var løbet over og nu dækkede sig under mere
centrum-orienterede holdningskåber, ændredes fy-råbet til det mere vidtfavnende
- de kultur-radikale. Så var man sikre på at få fangst også hen over midten i
dansk politik, inklusive en tidligere Venstre-høvding. Det var dem, der bar
skylden for, at Danmark i halvfjerdserne og firserne nærmest var omdannet til
en Gulag - hvor de rettroende og rene var de undertrykte - de kulturradikale
vogterne og tyrannerne, som ved hjælp af offentlige, endnu ikke privatiserede
selskaber forberedte opsætningen af lygtepæle, der skulle bruges til andet end
at kaste lys over land. Jeg har gennemlevet
perioden i en voksen alder - oven i købet med dagliggang i de kulturradikale ypperstepræsters
påståede tempel - Danmarks Radio, og guderne skal vide, at der både der såvel
som i det øvrige samfund var nogle med ubehagelige venstretotalitære
menings-tendenser. Men jeg kan også forsikre om, at deres private synspunkter
på ingen måde var dominerende i nyhedstjenesten, eller at de holdt os andre som
gidsler. Men det er rigtigt at vi alle mente, vi skulle RAPPORTERE OM alle
udviklinger og tendenser - også dem, der stred mod vedtagne normer og fordomme
og skabe debat. Men er det ikke det, der var og stadig er vores opgave? I hvert fald kan det
hverken dengang eller nu være meningen, at debatten skal ombyttes med
veltilrettelagte netværks-kampagner og karaktermord på anderledes tænkende -
ledsaget af bandbuller mod det moderne oplysningsgennembrud - den folkelige
vækkelse, der tog sin begyndelse med Grundtvig og senere blev fulgt op af
kulturradikale åndskæmper som for eksempel Georg Brandes og Henrik Ibsen, og
som vore dages demokrati står i dyb gæld til. Er meningen - som nogen har givet
udtryk for at - at vi skal viske det ud af historien og gå tilbage til kongers
og bispers styre, eller måske blot at vi skal tage med Friedrich Dürrenmatts
gamle dame på besøg i byen, hvor det kommunale råds ærværdige folkevalgte
medlemmer holder alle demokratiske principper op foran sig - indtil lyset
bliver slukket og borgmesteren myrdes af opportunistiske grunde. Ingen skal hverken få mig
til at sige eller mene, at DET er den samlede regerings politik eller hensigt,
men regeringen forekommer mig at optræde noget håndsky over for den
fundamentalistiske og populistiske højrefløjs korstog mod alle værdier uden for
sin egen snævre kreds. Regeringen burde tage initiativ til en nuanceret og
fordomsfri værdidebat, som i følge sagens natur må tage sit udgangspunkt i alt
andet end det princip, der bare hviler på, at de, der tænker anderledes end
jeg, er idioter og fjender. Ellers gentager vi jo blot de fejl, der blev begået
i halvfjerdserne og måske firserne, da det var de yderligtgående på
venstrefløjen som var mest støjende. I den sammenhæng kan jeg
ikke dy mig for at kommentere regeringens ulyst til at få belyst og debatteret
grundlaget for vor deltagelse i krigen mod Irak - Danmarks første formelt
erklærede krig i flere århundreder, og så oven i købet med en beslutning
truffet uden et bredt folketings-flertal og imod rundt regnet den halve
befolknings vilje. Samtidig betød krigsbeslutningen et brud på en af
grundpillerne i efterkrigstidens danske udenrigspolitik, opslutningen om FN. Jeg skal ikke her tage
stilling til om krigen var berettiget eller ej - kun til den kendsgerning, at
krig er en overordentlig alvorlig sag, og at danskerne og resten af verdens
befolkning i et forsøg på at få dem til at acceptere at et angreb på Saddams
Irak ville være en retfærdig og legitim krig, blev fyldt med påstande, der i
bedste fald var fejlagtige og usandfærdige - i værste løgn og bedrag, som
skulle dække over andre motiver. Men regeringen har slået
sig slemt i tøjret over for forsøg på at få dette særprægede forløb klart belyst.
Tæppemetoden - den der
med at feje det ubehagelige ind under gulvtæppet - synes stadig at være
attråværdig. Mig forekommer den at være ude af trit med demokratiske
grundprincipper, der jo forudsætter en oplyst folkelig debat. Mine bekymringer for vilkårene
i den offentlige debat bliver ikke mindre af, at jeg i går i Berlingske kunne
læse at forsvarsministeren, som sidste sommer havde overordentlig svært ved at
forklare forskellen på kamphandlinger og ikke-kamphandlinger, nu bakker op om
en forsvarsministeriel udvalgsbetænkning, der mærkbart vil hæve strafferammen
for både forsætlige og uagtsomme lækager af, hvad man i militæret opfatter som
hemmeligheder. Og både i krigs og ikke-krigssituationer. Livsvarigt fængsel -
kræves der i de værste tilfælde. Det sker samtidig med, at
en anden morgenavis kan berette, at forsvarschefen har forbudt alle sine
medchefer at bidrage til den forestående debat om en forsvarsordning, som med
Politikens ord vil medføre de største reformer af forsvaret i 50 år. Kun forsvarsministeren
og forsvarschefen skal kunne gå ind i debatten. Af interne loyalitetshensyn -
som det hedder. Og det sker kun få år
efter at folketinget med et bredt flertal i øvrigt vedtog en
anti-terror-lovgivning, som vel nok har været den største indskrænkning af de
personlige frihedsrettigheder siden anden verdenskrig. Der er orwellsk 1984 over
det, og oven i, til at klare newspeak måske, har vi så fået den største hær af
regerings-spindoktorer nogensinde. Vi ved, at de vil argumentere deres
eksistens-berettigelse som formidlere mellem travle og rejseplagede
regeringsudøvere og vælgerne. Men som det fremgik af en radio-montage forleden,
er de nu andet og mere end folkestyrets broer. Det skal understreges at
udsendelsen blev sendt på P 1, som nogen jo mener, er de kulturradikales sidste
skanse i DR, men hvis man med det in mente ellers kan tro på, hvad der blev
sagt - og selvfølgelig at lydklippene ikke var manipulerede - så fik man et
ganske udbygget og nuanceret indblik i arbejdet i magtens korridorer, formidlet
gennem samtaler med tidligere regerings-spindoktorer og så de få nuværende, der
ikke havde sagt nej til at medvirke. Forbavsende oprigtige og åbenmundede
medgav de medvirkende, at løgn og karaktermord, man kan også sige bagvaskelse,
ikke er noget attråværdigt at betjene sig af, men de tilføjede at begreberne
dog var at finde blandt arbejdsredskaberne - om man skulle komme i den yderste
nød. Der er ikke meget nyt
under solen - sådan har magthavere handlet i hele historiens løb. Men det er
ikke sundhedstegn på et levende, tolerant demokrati - snarere på systematiseret
magtomklamring. Og til forskel på den dengang og nu har vi nogle
grundlovssikrede frihedsrettigheder - og en fri presse, hvis kontrollerende og
oplysende virksomhed der i en manipulerende politisk verden er så stærkt brug
for som nogensinde. Det positive er, at store
dele af den danske medieverden stadig ser det som sin opgave at holde øje med
det demokratiske pulsslag og ikke lader sig kyse - men det er jo også rigtigt,
at medie-verdenen - absolut inklusive TV - er blevet så kommercialiseret, at de
traditionelle væsentligheds-kriterier mange steder har fået nogle ordentlige
vridninger i skruestikken. Jagten på oplagstal, lytter- og seertal er i dag så
intensiv, at man ofte undlader at skelne mellem skidt og kanel, mellem
uvæsentlighed og væsentlighed med den unuancerede skarpvinkling og
sensationalisering som ledsagere. Infotainment er kommet os betydeligt nærmere.
Samtidig går adskillige
kolleger i dag rundt med en evig og ikke helt ubegrundet angst for at blive
fyret, hvis de ikke følger parolerne ovenfra. Når man derudover - som jeg ved
fra talrige ansættelsessamtaler i min cheftid - at adskillige nu tiltrækkes af
faget med karriereplanlægnings-bøger og social ambition i stedet for
indignation som væsentligste ballast, opstår der nogle risici. En for
journalister forvokset tilpasningsevne, der kan udarte til selvcensur med basal
etik, hæderlighed og troværdighed ladt i stikken. Fra min egen verden
behøver jeg fra det seneste blot at nævne børnepasnings-sagen for Mors med det
falske klip - eller udsendelsen om statsministeren, hvor statsministeren selv
fik indflydelse på redigeringen i, hvad man kan kalde en uhellig pagt mellem
den udøvende magt og den kontrollerende. Årsagerne til denne
udvikling er nok menneskeligt forståelige. På grund af den skærpede konkurrence
er det sværere at overleve i mediebranchen end nogensinde, og det er nu engang
ikke særligt fornøjeligt for den enkelte at have ret, men af samme grund at
være forvist til at sidde på bunden på bunden af det globaliserede samfund. Men
over for det står spørgsmålet om det er bedre at være nærmere toppen og have
begået eller have overset uret mod de demokratiske grundprincipper, som den
frie presse har en særlig opgave til at værne om. For at der nu ikke skal
være tvivl - så mener jeg stadig at der er langt mere godt end dårligt at sige
om både dansk demokrati og dansk medieverden, men jeg mener at se nogle
tendenser, der kan give anledning til bekymring og skal give anledning ekstra
agtpågivenhed. Og det er jo en journalists opgave at gøre opmærksom på
tendenser, som kan forstyrre de gode balancer i det danske demokrati, hvis
udvikling har bibragt os en større grad af oplysning og tolerance, af social
retfærdighed og menneskelig lighed samt folkelig medbestemmelse, end jeg har
oplevet de fleste steder i verden. Vælter de balancer som
følge af opportunisme eller misforståede opfattelser af, hvordan vi skal tackle
globaliseringens udfordringer og bekæmpe terror så har Osama Bin Laden og de
totalitære talebaner i alle lejre sejret. |