Møder og
arrangementer

Om klubben

Vort netværk

Publicistprisen

Navnlig navne

Studierejser

Medlemskab

Kontoret

Bestyrelse m.m.

Love m.v.

Regnskaber

National Press Club of Denmark

Da jeg blev spurgt, om jeg ville holde festtalen i dag, sprang jeg straks til. Jeg har nemlig kendt Dorte Toft længe før, hun blev Dorte Toft. Dén Dorte Toft. Hende med IT-factory. Jeg traf Dorte, før hun blev berømt for alt det, hun kan og i 30 år har kunnet, arbejdet med, udviklet og forudset - alt det, der gør, at hun i dag modtager Årets Publicistpris 2010.

Den amerikanske skuespiller og komiker Bob Hope sagde engang, at han havde kendt kollegaen Doris Day længe før, hun blev jomfru. Hvis Dorte dengang i midten af 70erne på Journalisthøjskolen var jomfru, så var hun i hvert fald god til at skjule det. Nej, selvfølgelig var hun ikke jomfru. Dorte var en voksen kvinde på omkring de 30, da hun kom ind på skolen. Uddannet og erfaren programmør, oven i købet. Programmør?!? Det anede vi andre ikke, hvad var. Men inspirationen til at blive journalist havde hun fået flere steder, bl.a., som hun selv fortæller, "fra en herlig journalist, der en overgang gæstede hendes seng".

Det var nu ikke ham i høet, der alene inspirerede Dorte til at søge ind i journalistik. Det var også Kristeligt Folkeparti. Og her skal vi et nøk længere tilbage, nemlig til september 1971 og til Folketingsvalget, da Kristeligt Folkeparti stillede op for første gang. Det var en tid, da der ikke var fri abort i Danmark - det kom først to år senere. Dorte så på TV, hvordan lederen af det nye parti - en mand - sagde, at Kristeligt Folkeparti ville samarbejde med "enhver, der går imod indførelse af fri abort". Dorte blev så rasende over partilederens bagstræb i en tid, da der var kvaksalveri, og de, der hverken havde råd til den slags eller til abortrejser til England eller Polen, måtte forsøge sig med en strikkepind. Dorte satte sig og skrev en kronik imod den kristelige abortmodstander og for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop på lovlig vis. Så undersøgte hun, hvem der var kronikredaktør på Ekstra Bladet, og dagen efter sparkede Dorte døren ind hos Gregers Dirckinck-Holmfeld. Han sad ved sit skrivebord og så forskrækket på furien, der kom brasende, men han læste hendes kronik og takkede. Kort efter blev kronikken bragt i avisen. Og Kristeligt Folkeparti kom ikke i Folketinget ved dét valg. Don't mess with Ms. Toft!

Dorthe er, og var også dengang på Journalisthøjskolen, et engageret og livligt menneske. Hun elskede en god fest, og hvis ikke den var god, skulle hun nok sørge for, at dét blev den. I halve år ad gangen gik vi studerende og skævede til de skulpturer, der stod ved indgangen til skolen i Halmstadgade i Århus. Det er den gade, som i dag hedder Olof Palmes Gade, men byggeriet er det samme, og skulpturerne står der endnu. Nu har vi jo taget pænt tøj på her i aften, så jeg skal undlade at fortælle, hvad figurerne blev kaldt i studenter-munde - men én af dem var en tunge-lignende bronzeskulptur, der brød gennem en betonmur. Klar symbolik for unge, søgende mediesjæle - men også ret enerverende at møde op og blive rakt tunge ad, dag efter dag. En aften til en fest syntes Dorte, at den tunge dér, den var sgu for træls at se på. Så hun skaffede en bøtte maling og en pensel, og således gik det til, at Jørgen Haugen-Sørensens bronzetunge hen på natten fremstod tindrende lyserød. Festen fortsatte, næste dag med kulørte lamper: Da Dorte mødte på skolen om morgenen, var politiet ankommet med blå blink. Anmeldelse. Hærværk på kunstværk. Dorte kastede et blik ned ad sine kassebukser og så, at de var fulde af lyserøde malerpletter. Så hun drejede om på træskostøvlen og susede hjem og skiftede tøj. Mysteriet om den lyserøde tunge blev aldrig opklaret. Før nu, altså. Nu kan det afsløres.

Og så var der det ganske særlige ved Dorte, at hun var velbevandret på et område, vi andre ikke havde begreb skabt om. Hun kendte til EDB, elektronisk databehandling, datamater, kompilering og computing. Hun var en nørd; oven i købet noget så usædvanligt som en kvindelig nørd. Hun var nørd flere årtier før ordet vandt indpas på dansk. Da lille Stein Bagger var ved at lære den store tabel, ja, da var Dorte allerede en IT-autoritet. Hendes hovedopgave havde titlen: "Plastik - den hårdeste valuta verden har kendt". Hun forudså, at vi danskere en dag ville begynde at betale vores indkøb - med et kort! Af plastic!! Med magnetstribe!!! Opgaven skrev Dorte i 1977. Syv år senere, i 1984, begyndte bankerne at tilbyde kunderne noget tiptop-moderne: Dankortet. I dag er det så brugt, at vores punge kun bugner af kvitteringer, og standardspørgsmålet i butikkerne lyder: "Vil du have bon'en med?" Så udbredt er den hårde plastic blevet. Dorte fik ret.

I alle de år, der er gået, har den tidligere programmør haft en enestående fornemmelse for fremtiden. Det er imponerende, hvordan Dortes intuition, parret med hendes viden og engagement, har brudt baner i dansk journalistik. Dorte har slået sine folder på Berlingske Tidende, først som praktikant, hvor chefredaktør Erik Bistrup lærte hende, hvordan man skriver nørdet stof for ikke-nørder. Hendes karriere har strakt sig over Computerworld og dagbladet Børsen, og hun er blevet udnævnt til at være én af dem, der ligesom Politiken-journalisten William Cauchi, har været pioner i IT-udviklingen i Danmark. Mens hun i en årrække var informationschef i Kommunedata, præsenterede hun det allerførste "usability-lab" herhjemme, altså et elektronisk værksted, som tester software's brugervenlighed. Hun er altid længere fremme. Og med sin seje, stædige afdækning af IT-Factory skandalen har Dorte nu også vist vejen frem for blog-journalistik og for, hvad blogging kan bruges til: Skelsættende, afslørende og meget, meget spændende journalistik.

"Jeg ved altid, at der er noget galt, når folk vil invitere mig på kaffe", siger Dorte. Journalisten altså, ikke privatpersonen. Det opdagede hun på Radio Midt- og Vestjylland i Holstebro. Hun havde lavet en kontroversiel socialreportage, og næste dag blev hun ringet op af en person, som bød hende på en kop mokka. Han ville nu mere end drikke kaffe. Han ville stoppe hendes arbejde. Det betød, at da Dorte blev inviteret til en kop kaffe hos IT-factorys Stein Bagger, så vidste hun, at hun havde fat i den lange ende.

Dorthe, du er et strålende eksempel på, at stædighed betaler sig. Du er en skøn og klog kælling, og et forbillede for mange. Held og lykke fremover, og hjertelig til lykke!

Dorte Tofts tale ved prisoverrækkelsen

Jeg har to taler.

Den ene er inspireret af en takketale ved uddeling af den store svenske filmpris Guldbaggen. Da skuespilleren, der spillede Lisbeth Salander, tog imod prisen som bedste kvindelige skuespiller, lød takketalens således: "Tak, tak , tak." Det siger jeg også.

I slipper imidlertid ikke så let. Vi tager også den næste tale.

Hvor kan I nænne at tildele mig den ære. Alt placere mig i slutfasten med den skarpe skribent og bladsnedker Sven Ove Gade og den kyndige udenrigskorrespondent Steffen Jensen er hårdt i sig selv. At indlemme mig i et så fornemt selskab af berømte mediefolk er endnu værre.

Prisen er forpligtigende og skræmmende. Her har jeg som aktiv journalist, tilbage i mediebranchen, gået i aske og sæk, pisket mig med birkeris og brændt kertelys af for at sone min brøde - en snes års "on the dark side" - på den anden side af bordet. Det lugter af råd i fine journalistnæser, men nu er jeg i gang med at vænne mig til en ny situation. Ligeledes til at være blevet lidt kendt.

De tidligere prismodtagere var vant til at være kendt og respekteret. De havde for længst bevist sig som langtidsholdbare.

Jeg selv? Hvor mange af jer kendte mit navn før Stein Bagger-sagen? Og hvor mange af jer kendte til det nye journalistiske værktøj, nemlig det at blogge, med alt hvad det indebærer, såsom også at lade læserne komme frit til orde og lære af dem?

Jeg kommer til at tænke på sangen "Living next door to Alice" - en sang, der en gang var vældig populær på after-ski steder. Når gruppen Smokie sang "'cause for 24 years I've been living next door to Alice", råbte de vilde og fordrukne skiløbere, "Alice, who the fuck is Alice".

Nu er det ikke længere "Who the f... er Dorte Toft" og "what the f... er blogging" - og sært er det.

Men herligt og fantastisk er det også, og hvilken fordel det giver for en freelancer at være blevet lidt kendt. Nogle af os ved, hvor enorm en forskel, det gør, om man ringer op og præsenterer sig som journalist ved et af de store medier - jeg har selv prøvet DR, Berlingske og Børsen - og så ringe op som journalist ved et meget lidt kendt medie. Sværest er, når man ringer op som freelancer.

Sundt er det også at prøve det hele. En slags realitetstjek. Og det blev Stein Bagger-sagen, som nævnes i juryens begrundelse, også. Jeg fik et solidt gok i nøden på mange måder, inklusive en injuriesag.

Det var en spændende jagt, der bød på nogle særprægede oplevelser. For eksempel denne:

I sidste fase arbejder jeg sammen med to journalister fra Computerworld og sammen interviewer vi Stein Bagger, bisiddet af sin kommunikationschef, i tre timer. Få dage senere får vi skriftlig besked på, at hvad Bagger end har sagt om mere personlige ting under interviewet, såsom om hans påståede ph.d., ikke må ikke offentliggøres. Og der trues med paragrafferne.

I slutningen af mødet loves vi svar på nogle konkrete spørgsmål, som det lykkedes Bagger på smidig vis at undvige under mødet. I det fremsendte svar fra IT Factory fortælles så, at spørgsmålene kan de da godt svare på, men det vil de ikke.

Særpræget var også, at Stein Bagger på min Berlingske-blog Bizzen skrev, at de to journalister fra Computerworld havde en for deres fag naturlig kritisk holdning - i modsætning til mig. Gad vide, hvad jeg så havde?

Fem kommentarer på udløste jo en trussel om en injuriesag og nogle sære krav. Stein Bagger og hans advokat fandt det for eksempel injurierende, at IT Factory blev sammenlignet med Nordisk Fjer.

Det var ikke nok for Bagger og hans advokat, at de fem kommentarer blev fjernet. Chefredaktøren for Berlingske, Lisbeth Knudsen, skulle også sikre, at ingen søgemaskine overhovedet nogensinde ville kunne finde spor af det slettede. Kravet svarer til nogenlunde til at beordre nogen til at gå på vandet, men der må have knebet med viden om nettet.

Stein Bagger var dog selv vant til at få gjort rent på nettet, viste det sig. Han når dog ikke sine legekammerater til sokkeholderne, altså svenskerne, Mikael Ljungman og Carl Freer, hverken hvad angår rengøring på nettet eller trusler om sagsanlæg. Jeg tror, at Computerworld fik omkring tre trusler, hvori man blandt andet fandt krav om, at enhver pc, der var skrevet noget om sagen på, skulle udleveres. Jeg selv fik én trussel, hvori blev pointerede, at hvis jeg citerede noget som helst fra mailen, ville jeg blive stillet for britisk ret og dømt.

Jeg vil også lige nævne rengøring i forbindelse med Baggers ph.d. Tidligere var han så frimodig, at ph.d.'en fremgik af firmaets eget web-sted, direktørbeskrivelsen. Han havde også tidligere nævnt de akademiske meritter i et hyggeinterview i Børsen - om motionshobbyen og jobbet.

Men senere fjernede han ph.d.'en fra IT Factorys websted, og på netværket LinkedIn var det vist aldrig nævnt. Så berettede han imidlertid igen om sine to bachelorgrader, sin MBA og sin ph.d. i Computerworlds Top-100 magasin i efteråret 2008 i forbindelse med et portræt af vinderen.

Historien om de falske akademiske fjer illustrerer bedre end noget, hvor langt manden er villig til at gå for at skjule en løgn.

Til mig fortalte Bagger først, at ph.d.'en var fra SFU, da jeg fandt ud af, at det ikke stemte, fik jeg beskeden SFTU. Han havde blot lavet en "stavefejl", men ville ikke oplyse mig om, hvad bogstaverne stod for. Google bragte først til en lejerorganisation, men satte jeg et .com bagefter - SFTU.com - endte jeg hos websted, der hed pussytube.com.

Da jeg i en mail på humoristisk vis klandrede ham, at han førte mig til et pornosted, blev jeg inviteret til en kop kaffe, så jeg kunne se diplomet.

Før mødet havde jeg på et i Danmark lidet kendt websted, hvor erhvervsfolk søger businesskontakter, fundet, hvad SFTU stod i Stein Bagger profil: San Francisco Technical University. Det viste sig at være et websted, hvor man kan købe postordre ph.d. og andre fine akademiske titler. Bygningen, hvor universitet holdt til, viste sig at være et almindeligt lejlighedskompleks. Jeg fik en god amerikansk kollega til at stemme dørklokker.

Men da vi tre journalister kom til mødet, viste Bagger os et guldindrammet fint diplom udstedt af "San Francisco Technical University". Han havde dog lugtet lunten, for han nåede knapt at lægge diplomet igen, før han sagde, at det for længe siden var fusioneret med San Franciso State University. Og han havde fået arrangeret en telekonference med universitetet, så vi en gang for alle kunne få den sag ud af verden.

Både han og hans kommunikationschef var utilfredse med, at jeg ikke tog imod tilbuddet om at ringe til San Francisco State University.

Havde jeg gjort det, var jeg endt - ikke i San Francisco - men på Frederiksberg. Hos en kær amerikanske kvinde, som Bagger havde ført bag lyset og forsynet med et manus. Det Ulla Terkelsen, den tidligere modtager af Publicistprisen, der via familien fik nys om skuespillet og tippede sin arbejdsplads TV2.

Jeg sagde nej til opkaldet, fordi man jo ikke aner, hvem der tager røret, men jeg undskyldte mig pænt med, at det skulle vi ikke bruge tid på nu, og jeg ville bare senere gå ind ad officielle kanaler.

Det har efterfølgende været muntert at se den kære gamle medierådgiver, der på første hånd vidste en del om vores research, bagefter hævde i både Jyllands-Posten og vores fagblad, Journalisten, at jeg ikke vidste noget som helst, bare kørte på anelser og uforskammede insinuationer, men ham om det, og dygtigt spin er det.

Det undrede mig mere, at medierne lod ham påstå det uantastet. Der gik lang tid inden et enkelt medie tog ham igennem roerasperen. Manden er så kendt i mediekredse som en hyggelig fætter. Måske kunne han lære kommunikationschefen i Forsvarsministeriet et og andet trick.

Hvad jeg selv fik lært af Bagger-sagen på den hårde måde er, hvor mange tænder en trussel om injuriesag trækker ud, og hvor allerhelvedes alene man er som freelancer. Det er ikke rart for nogen journalist, men freelanceren er ekstra sårbar.

Jeg har tidligere haft en advokat på nakken - det var mens jeg fulgte, hvad der i dag kendes som Milliardærklubben - den gang de havde it-selskabet Eurotrust. Senere fandt jeg ud af, at det nærmest var en rituel handling for den pågældende advokat. Han foreslog dog blot Børsens chefredaktør, at jeg skulle fyres.

Jeg har siden på tæt hold mærket, hvor presset en anden journalist blev af et sagsanlæg, og jeg lægger nu naturligt nok ekstra mærke til, hvad kolleger fortæller om de trusler, de udsættes for.

Der er visse medierådgivere, der er kendt for deres metoder til karaktermord på journalister, som er ubekvemme for deres klienter. Noget tyder på, at der også er visse medierådgivere, der har let ved at anbefale deres klienter at anlægge injuriesag for at stoppe journalisten.

Selv om medieledelser typisk står last og brast med den udsatte journalist, bliver denne til et irritationsmoment, for sådanne sager æder voldsomt med tid, og der er kun en sikker vinder. Advokaterne.

Det skulle ikke undre mig, om mediernes trængte situation har resulteret i et stigende trusler. Om det stigende antal kommunikationsfolk også kan spille ind, ved jeg ikke, men jeg ville ønske, at nogen satte sig for at skaffe et overblik over udviklingen i antal trusler.

Og så tror jeg, at vi journalister - vi i medierne - bør sørge for at blive bedre klædt på, hvad angår disse sager.

Til brug for den enkelte journalist, der skydes på, vil det for eksempel være rart at have en slags førstehjælpskasse … "In case of injurietrusler, break this box." Journalisten har behov for at kunne orientere sig om det typisk forløb, først truslen som en slags prøveballon, og så sagsanlægget, hvis truslen ikke giver det ønskede resultat. At tro, at mediehusets advokat har tid til at holde den ramte journalist i hånden og yde krisehjælp er far out, men det giver en krise, værst første gang.

Det ville også - for alle journalister, ikke kun den ramte - være interessant at få belyst, hvor ofte, der gås ud med tomme trusler, og hvor ofte, der er hold i sagen, hvor ofte, det ender i forlig, og hvor ofte, det er retten, der afgør sagen. Og til brug for alle gravende journalister burde vi måske lave en samling af de værste sager for at lære af dem, og med "værste" mener jeg fra begge sider.

Vi burde desuden gøre som medierådgivere. De har jo typisk kategoriseret os journalister på forhånd. Vi har brug for at kategorisere dem. Hvem gør sig i karaktermord, og er der vitterligt nogle medierådgivere, der er overrepræsenteret blandt "the trigger happy"-klienter.

Ligeså bør vi udveksle viden om de advokater, der typisk påtager sig disse sager. Der er mange professionelle medierådgivere, der rådgiver klogt og etisk, og der er masser af hamrende dygtige advokater, der ikke er til fals for tomme trusler, men er der nogen, der mere villigt end andre tager de underlødige sager? Vi journalister skal kende "vores lus" på travet. Og vi må se i øjnene, at det øgede produktionspres øger risikoen for trusler om injuriesager, med mindre mediet helt siger farvel til den dybtgående journalistik.

Endelig har jeg savnet en debat om, hvad er det klogeste. At fortælle, at man er blevet truet, eller at holde sin kæft i håb om, at truslen lettere forsvinder? Det er nok klogest at tie, når det blot er en trussel, idet den truende ikke mister så meget ansigt, hvis sagen må opgives. Men kommer det til et sagsanlæg, så bør vi journalister orientere hinanden også på tværs af medier, så andre kan tage over, skulle den ramte journalist blive sat på sidespor grundet sagen.

I øvrigt mener jeg, vi bør kunne sagsøge advokaterne for tabt arbejdsfortjeneste, når de skamløst har påtaget sig en sag, som ikke holder en meter. Det var alt, men endnu en gang. Tak, tak, tak.

PS: Også tak for Ann Mariagers herligt humoristiske tale. Også i den tillægges jeg lige lovlig megen ære:-)