Møder og
arrangementer

Om klubben

Publicistprisen

Navnlig navne

Studierejser

Anmodning om medlemskab

Kontoret

Bestyrelse m.m.

Love m.v.

Regnskaber

National Press Club of Denmark

Ulla Terkelsen

Når man ser Ulla Terkelsen i funktion, så slår det en, at hér har vi et sjældent opmuntrende eksempel på journalistisk vid. Man støder på mangt og meget i dansk journalistik, men det er ikke så tit, man støder på viddet.

Der er mange, der prøver at mestre det.

Der er få, der kan. Og med vid mener jeg den indsigtsfulde, reflekterende, elegante, hurtige åndfuldhed. Det er store ord på en grå tirsdag, og en ordentlig mundfuld at skrue ned i sådan et lille ord som vid. Og en svær kombination. Vid kræver erfaring, sikkerhed, lune, talent – og at man véd noget, naturligvis. Stor viden. Det er en kunst at kunne være dyb og kvik på samme tid. Og oven i købet på kort tid. Men det kan Ulla. William Shakespeare, den gamle røver, lad os lige få ham på banen et øjeblik -han ville have elsket Ulla, netop fordi hun fatter sit vid i korthed.

”Brevity is the soul of wit”, sagde Shakespeare nemlig – eller rettere, Polonius sagde det i Hamlet – altså: ”Korthed er viddets sjæl”. Og dét vid mestrer Ulla bedre end nogen anden journalist, jeg kan komme i tanker om. Man er i godt selskab, man er i trygge hænder, når Ulla er på skærmen. En engageret og velforberedt formidler er hun. Ulla har stil og hun har stor personlighed – men den overskygger aldrig den begivenhed, hun er ude for at dække for TV2.

Stort udsyn. Store armbevægelser. Stort hår.

Ulla er en verdensborger, født i Århus og altid på vej. I en af sine klummer i Berlingske fortæller hun, at hun ikke fatter, når folk spørger, om hun dog aldrig bliver træt af at rejse. ”Næ”, svarer Ulla. ”Jeg har aldrig forstået, at mennesker kan synes, det kan være kedeligt og trættende at være på rejse. Undervejs er netop det mest stimulerende, man kan være”.

For ligesom der ikke gror mos på en rullesten, så gror der ikke nullermænd på en journalist i konstant bevægelse. Derfor er der altid noget forfriskende nyt, noget uventet, over Ullas reportager fra fjern og nær. Selv om vi ved, hvor vi har hende -i den forstand, at hun jo altid står med siden til, altid har et tørklæde om halsen, altid rapporterer til os sådan koket lidt på skrå -så véd vi aldrig helt, hvor vi har hende. Det er vidunderligt. Er hun i Polen og interviewe præsidenten? Ham, der forbarmede sig over hende, fordi hun tålmodigt stod og frøs nedenfor hans vindue i Warszawa? Er hun bryllupskommentator – skarp og nogen gange syrlig? Som f. eks. i lørdags, da Alexandra blev gift med den unge hr. Jørgensen – og Ulla sagde, at det var et skønt bryllup, fordi det var lidt kaotisk. Det ér så kedeligt at dække bryllupper – og det uanset, om de er hel-eller halvkongelige – hvor det hele går efter et manuskript. På den anden side, fik hun også bemærket: Hvad er fidusen egentlig med et kongehus, hvis de render og la’r sig skille alle sammen?

Vi ved aldrig, hvor Ulla dukker op: Er hun i Irland og dække rygeforbud på pubberne? I Berlin og tale med østeuropæiske jøder, som er vendt tilbage efter 60 år? Til topmøde i Rom? Til Oscar-fest i Hollywood? Een ting er sikker: Ligegyldigt om hun sender fra et modeshow i London eller rapporterer fra en flybase i Italien under Golfkrigen, så har hun hjertet med og yder sit bedste. Det er Ullas arbejdsmotto: Hav hjertet med og yd dit bedste. Vi er altid i godt selskab, vi er i gode hænder, når vi ta’r ud & se med Ulla T.

Ulla er en af de få journalister, der har fået et teaterstykke opkaldt efter sig. Satiregruppen Emmas Dilemma lavede for nogle år siden en forestilling, der hed ”Danser med Ulla Terkelsen”. Og dermed blev Ullas status ophøjet til særklasse – kun overgået, efter min mening, af Ib Rehne, Cairo. Han fik nemlig en café i Ålborg opkaldt efter sig. Det kan Ulla jo nå endnu. ... Men ét er at blive kanoniseret med eget teaterstykke. Ulla er kult blandt sine egne. Hun er den kollega, som flest unge journalister ser op til. Sidste år spurgte man danske journaliststuderende på et seminar, hvem der var deres forbillede – og der var flest, der svarede: Det er Ulla Terkelsen! Ulla er også topscorer, når man spø’r til idealerne blandt de håbefulde, der søger ind på Syddansk Universitet for at blive journalister. Og når man så spø’r dem, hvorfor det lige netop er Ulla, de ser op til, så svarer de: ”Fordi hun ved så meget”.

Og det gør hun jo. Ulla er det globaliserede menneske, hun er en roving reporter med et internationalt sindelag og kun et dovent skuldertræk, og måske en syrlig sidebemærkning, til overs for smålighed, middelmådighed og kedsommelighed. Siden 1960erne har hun gjort verden større for os. Og hun har gjort det med sus i skørterne, schwung i knapstøvlerne, hun har gjort det med stor viden og et elegant vid.

Tak for det, Ulla. Til lykke med prisen! Held og lykke videre på rejsen. Vi glæder os til at tage med.